Friluftsliv
Mange efterskoler har friluftsliv – aktiviteter i naturen – som tilbud. Derfor er Efterskoleforeningen også medlem af Friluftsrådet, og der er i alle amter udpeget efterskolerepræsentanter i lokalafdelingerne.
Naturvejlederordning har nu eksisteret igennem en del år. Den fungerer nu som et samarbejde mellem Ungdomsringen og Efterskoleforeningen. I fællesskab tilbydes bl.a. kurser, inspiration og rådgivning til skoler og klubber, der arbejder med friluftsliv – enten som fag på skemaet eller på anden vis som en pædagogisk aktivitet sammen med de unge/eleverne.
Ordningen finansieres dels med midler fra Friluftsrådet og, for efterskolernes vedkommende, ved en abonnementsordning, hvor skoler med friluftsliv på skemaet eller interesse for friluftsliv tegner et abonnement for en 3-årig periode ad gangen.
Naturvejlederen har været særdeles aktiv i forbindelse med sikkerhed til søs. Gennem denne ordning, har vi et tæt samarbejde med både Friluftsrådet og kano- og kajaksamrådet.
Hvad får man for sit abonnement?
Helt kontant får skolen en rabat på 50 kr./time, når man benytter naturvejlederen som konsulent/underviser for egen skole. Desuden betaler alle abonnementskoler 700 kr. mindre end ikke-abonnementskoler for kurser, som naturvejlederen arrangerer. Derudover er man med til at sikre, at naturvejlederen hele tiden arbejder for udviklingen af friluftsområdet indenfor skoleformen. I de sidste år har naturvejlederen bl.a. været initiativtager og tovholder på:
- Planlægning og afvikling af korterevarende kurser. Disse er samlet præsenteret i det årlige kursuskatalog, der laves i samarbejde med Ungdomsringen. Disse kurser giver bl.a. skolerne mulighed for at uddanne havkajak-, kano- og klatrevægsinstruktører.
- Et årligt inspirationskursus i friluftsliv for friluftslærere i efterskolen.
I 2010 blev kurset afholdt på Midtsjællands Efterskole på Sjælland. - Videreudvikling af grejbankerne. Der er aktuelt i alt 23 grejbanker. spredt ud i de 5 nye regioner, som Danmark er opdelt i.
- Konsulentbistand.
- Artikler og boganmeldelser m.v. i bladet Efterskolen.
- Undervisning på forskellige efterskoler. (Ved direkte brug af naturvejlederen får abonnementsskoler 50 kr. rabat på timeprisen).
- Naturvejlederen repræsenterer efterskolerne i Havkajaksamrådet , Kanosamrådet og Klatresamrådet. Her har naturvejlederen bl.a. været med til på vegne af havkajaksamrådet at tilrette EPP-niveauerne og lave de nye instruktørniveauer i samarbejde med DKF (Dansk Kano- og kajakforbund) til uddannelse i havkajak.
- I 2003 har naturvejlederen skrevet et undervisningshæfte, der passer til havkajakinstruktør 2-niveauet. Hæftet er siden blevet udvidet og revideret i marts 2010, så det nu passer til EPP og de dertil hørende instruktørniveauer. Desuden er der lavet et havkajakroer-starthæfte til undervisningsbrug, der direkte kan bruges i undervisningen på efterskolerne. Dette hæfte er også revideret i 2010.
- Derudover har naturvejlederen skrevet et undervisningshæfte til kanoinstruktøruddannelsen, der er blevet revideret i marts 2010.
Som I kan se, sker der meget i friluftslandskabet i efterskolerne. I den kommende 3-årige periode vil nedenstående nye arbejdsopgaver indgå i arbejdet.
Arbejdsopgaver i den nye ansøgning:
1) I løbet af projektperioden skal naturvejlederen facilitere dannelse, fastholdelse og udvikling af medarbejdernetværk i Ungdomsringen og efterskolerne.
2) Undersøge behov og muligheder hos både medarbejdere og de unge. På baggrund af opsøgende arbejde, skal naturvejlederen iværksætte og udvikle relevante aktiviteter og kompetenceudviklingstilbud.
3) Udvikle og formidle friluftslivets pædagogiske praksis samt opdyrke nye fagområder. Herunder i samarbejde med Ungdomsringens konsulenter og klubberne at indsamle erfaringer omkring brugen af GPS-baseret teknologi i friluftsliv og naturformidling og videreformidle disse i foreninger, grejbanker og til andre naturvejledere.
4) Formidle friluftslivets positive sundhedsmæssige potentiale til medlemmerne i forhold til både fysisk, psykisk og social sundhed.
5) Varetage tovholderfunktionen for friluftsnetværket for naturvejledere under naturvejlederordningen. Endvidere skal der sættes fokus på at udvikle og skabe netværk og samarbejde på tværs imellem naturvejlederne i friluftslivsnetværket, andre netværk og medarbejdere i de to foreninger.
6) Naturvejlederen er fortsat aktiv omkring udvikling og formidling af normer og regler i friluftsliv med hensyn til sikkerhed og færdsel til pædagoger og lærere.
Abonnement
Det er indlysende, at ordningen er afhængig af, at der er et vist antal abonnenter. Jo flere, jo bedre, da det vil bidrage til at sikre, at ordningen kan videreføres, og at der dermed fortsat kan være et varieret og kvalificeret tilbud indenfor friluftsområdet. Desuden bidrager ordningen til, at der i efterskoleformen tages hånd om sikkerheds- og uddannelsesmæssige aspekter af friluftslivsaktiviteter i en undervisningssammenhæng.
Der skal fx være økonomi til både naturvejlederen (Lars Borch), til de aktiviteter, der allerede i dag rammer bredt – og til nye initiativer.
Skolen binder sig for en 3-årig periode. Prisen for abonnement i den kommende 3-års periode, januar 2011 – december 2013 er 1.000 kr./år. Den samlede udgift for 3 år bliver således 3.000 kr. for jeres skole. I vil blive opkrævet det årlige beløb i januar/februar det enkelte år.
Henvendelser vedr. abonnement skal ske til Hanne Skøtt, tlf. 33 17 95 86, hs@efterskoleforeningen.dk
Spørgsmål eller mere information?
Ønsker I mere information, er I velkommen til at kontakte Naturvejleder Lars Borch, larsborch@tdcadsl.dk, eller Souschef Anette Ingemansen, Efterskoleforeningen, ai@efterskoleforeningen.dk.