Efterskoler med på jagt-tendens
Dato: 25. January, 2012
Pressen skriver: Tal fra Jægerforbundet viser, at unge i stigende grad er vilde med jagt. Hver femte efterskole tilbyder i dag mulighed for at tage jagttegn på efterskolen.
Flere og flere 16-19-årige supplerer mobil, tv og computer med jagtgeværer, høje gummistøvler og morgentimer i skoven. På blot tre år er antallet af unge, der skyder dyr i deres fritid, steget med 68 procent, viser de nyeste tal fra Jægerforbundet. Det skriver Ritzau.
Ifølge Jørgen Skouboe, en af de populære værter på naturprogrammet "Nak&Æd", der bliver sendt på DR2, findes forklaringen blandt andet ved, at naturen - slet og ret - er blevet hip.
"Rigtig mange børn og unge skriver til mig - også på Facebook. Det er helt overraskende vildt. Jeg tror, de unge har fået øje på, hvor befriende simpelt naturen er i forhold til at klikke rundt med en computermus,", siger han til Ritzau.
Seks efterskoler tilbyder i dag jagt som linjefag året rundt, mens undervisning i jagttegn tilbydes på hver femte.