Mangfoldighed, forskellighed

og muligheder for alle?

Dato: 20. januar, 2012
Forfatter: Ann E. Knudsen , Hjerneforsker
Jeg vil have flyttet efterskolepædagogikken videre ind i gymnasiet, skriver hjerneforsker i dette synspunktPrincipielt er det vel hvad vi både ønsker og har brug for i et lille samfund som Danmark, der skal holde sig selv i live ved at producere viden og know how, så vi har ressourcer at sælge af ud over landet grænser.

Vi har brug for unge som tænker selvstændigt, kreativt, nyt og anderledes, og her i mit sidste Efterspil vil jeg benytte lejligheden til at takke alt personale på efterskolerne landet over, for at være sindssygt gode til at skabe netop det.

Unge har brug for rollemodeller, voksne som er værd at blive som, og voksne som signalerer, at de lever et godt liv, så man kan få lyst til at blive voksen. Når Christine Antorini siger, at det er vigtigt at give unge lyst til at lære mere i skolen, så kan det aldrig kun handle om fag. Det handler lige så meget om, hvordan de unge bliver mødt. Bliver de hørt, forstået og taget alvorligt. Ser vi dem og deres forskelligheder?

Det er en myte at teenagere er dovne. De har masser af vilje og aktivitet, blot sjældent noget der omsættes i lektier eller oprydning på værelset. Hvad nu, hvis det i virkeligheden ikke er teenagerne der er det største problem, men ind imellem de voksne, hvis svagheder udstilles i mødet med de unge?

Ingen tvivl om, at livet kan se noget kaotisk ud inde fra en teenagerhjerne. De vil så meget. Alt for meget. Hele tiden. Og det er jo ikke fordi planlægning og struktur nødvendigvis ligger øverst på en teenagers liste over fokuspunkter. Som en 2.g’er sagde til mig ved et gymnasiebesøg på Fyn: ”Det er jo ikke os der er de pinlige. Det er virkeligt de voksnes største problem, altså lige bortset fra deres manglende humor.”

Hvad nu, hvis der er lidt om det?

”Det er da både dejligt og berigende med forskellighed! Vi kan jo ikke alle sammen være ens, prøv at tænke på hvor kedeligt det ville være!”

Har man hørt den sætning før? JA! Men allerede når den er sagt, ligger det lidt i luften, at der altså er grænser for, hvor ”forskellig” man kan være.

Vi snakker global tolerance, forståelse for forskellighed, accept af mangfoldighed og imødekommenhed overfor kulturel forskellighed, men alligevel har vi brug for at afgrænse teenagere som en gruppe af unge med flere ligheder end forskelle. Især har jeg mødt det holdning blandt gymnasielærere.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke også møder fantastiske, engagerede og dygtige gymnasielærere, det gør jeg – blot ikke så ofte som jeg har mødt samme lærertype på efterskolerne.

Jeg vil have flyttet efterskolepædagogikken videre ind i gymnasiet – det skal være nu, det er vigtigt!

De unge på gymnasierne (ca. 50 gymnasiebesøg de seneste 2½ år) fortæller mig, at lærerne oftere vurderer kvantitet fremfor kvalitet. Og selvom det ikke er entydigt sandt, så er jeg forbløffende tit stødt på den holdning, at de studerende skal have point for forsøget, at de skal have karakter for deres evne til at tage rummet og fylde taletiden. Og desværre også tilsvarende tit stødt på lærere, som ikke er i stand til at honorere den elev, som med en enkelt sætning kan hæve niveauet i hele diskussionen. Aktivitet er vel også hjerneaktivitet og tænkning ikke kun taletid, i hvert fald hvis vi faktisk mener, at mangfoldighed og forskellighed er en styrke i et lille samfund.

Ellers risikerer vi, at vores unge indretter deres indsats efter et belønningssystem, hvor det er næsten ligegyldigt hvad du siger, bare du er aktiv. Point for hurtighed og ikke for eftertænksomhed, selvom begge dele er en kvalitet.

Jeg vil have efterskolelærerens evne til at se og værdsætte den enkelte unge og alligevel få dem til at fungere i et fællesskab ind i gymnasiet, ellers risikerer vi på længere sigt både et større frafald på ungdomsuddannelserne og at de unge som gennemfører gymnasiet bliver ”underligt ens”.

Hvis vi blev lidt mere rummelige, ville vi omvendt opdage, at mange unge har et hidtil uopdaget gen for overbærenhed og tolerance overfor både lærere og forældres forskellighed. Trods alt lykkes det for de fleste af dem, at overleve deres barndom uden automatisk at skulle udstyres med et klippekort til en terapeut.
Lærerstandens BrandforsikringConnseb TravelsEF DanmarkGrupperejsebureauetUnitas RejserTeam BennsKilroy GrouptravelUpTravelAlfaTravelfredericiaadvokaterne