Revidering af rygelov
kan føre til forbud
Dato: 02. November, 2011
Forfatter: Svend Krogsgaard Jensen
, Journalist
Et forbud mod rygning på efterskolerne er en mulighed, men andre initiativer, der begrænser de unges rygning, kan måske forhindre detDen nuværende rygelov, hvor efterskolerne er undtaget for kravet om, at der ikke må ryges på skolerne, skal revideres i dette folketingsår. Det kan ifølge sundhedspolitisk ordfører for de radikale, Camilla Hersom, føre til et forbud også for efterskolerne, men andre muligheder er i spil.
»Det afgørende for mig er, at færre unge ryger, og i den forbindelse skal vi gøre det, der virker. Et forbud kan selvfølgelig komme på banen, men der kan lige så vel tænkes andre tiltag,« siger hun. Camilla Hersom er opmærksom på, at efterskolerne med kostskoleformen har en anden udfordring end folkeskolerne, og det er hendes umiddelbare opfattelse, at mange efterskoler arbejder med at begrænse elevernes rygning.
Fokus på rygningen Pædagogisk konsulent i Efterskoleforeningen Ole Borgå fortæller, at efterskolerne de sidste år har haft stærkt fokus på rygeproblematikken blandt andet for at ændre det image, som mange efterskoler tidligere havde, som et sted hvor de unge lærte at ryge, hvis ikke de gjorde det i forvejen.
»Et stort flertal af efterskolerne har forbud mod rygning, og tager man dem med, der har rygepolitikker og obligatorisk rygestoptilbud, når man op på rigtig mange,« vurderer han, blandt andet på baggrund af en undersøgelse lavet for knap to år siden. Han tilføjer, at der ikke er noget, der tyder på, at skoler med et forbud eller en formuleret politik skulle være blevet færre siden da.
Imod forbud Formand for Efterskoleforeningen Troels Borring ville være ked af et forbud. Han mener, at efterskolerne er bedst stillet ved selv at løse opgaven i respekt for den forskellighed, der er på skolerne. Men han mener samtidigt, at skolerne har en forpligtigelse til at hjælpe eleverne med at holde op med at ryge, og det er foreningens holdning, at efterskolerne skal fremme sundhedsmæssige forhold og udvikle røgfri miljøer.
»Hvis der skulle komme et forbud, så finder vi også en løsning på det, men meget tyder på, at vi kan løse det indenfor den nuværende lovgivning,« siger Troels Borring.
Forbud vil ramme de svageste Forstander på Rens Ungdomsskole, Kim Thavi Albrecht, er bange for, at et forbud vil betyde, at en række unge fra belastede familier vælger efterskolerne fra.
»Der skal være et efterskoletilbud også til unge fra svage familier,« siger han og forklarer, at flere elever på hans skole har psykiske problemer, og at den fysiske sundhed derfor skubbes i baggrunden.
»Vi har selvfølgelig en rygepolitik, og vi arbejder for elevernes sundhed, men et forbud vil gøre det sværere for os at løse problemet,« siger Kim Thavi Albrecht.
Camilla Hersom fra de radikale ser gerne, at efterskolerne løser en opgave også i forhold til unge i problemer, men det må ikke betyde, at det bare er i orden, at de ryger.
»Vi ved jo hvor farligt tobak er, og vi kan ikke bare acceptere, at unge i problemer ødelægger deres helbred,« siger hun og forklarer, at revisionen af loven efter hendes mening bør tage hensyn til efterskolernes erfaringer med den nuværende lov.
»Vi skal gøre det, der virker,« siger hun.