Efterskoler splitter Venstre
Dato: 16. September, 2010
Politisk pres på at trække besparelser tilbage
Flere Venstre-politikere tager nu afstand fra store besparelser på efterskolerne og kræver at regeringen ændrer på sit udspil til finansloven.
Venstre-politikerne frygter, at store besparelser på fri-, høj- og efterskoler især vil gå hårdt ud over udkantsdanmark.
Folketingsmedlem Jens Kirk, der er valgt i Vestjylland, siger til Jyllands-Posten, at efterskolerne er vigtige både som arbejdspladser og som kulturdannende institutioner.
»Jeg synes, det er skammeligt, at vi lægger op til at ødelægge den skoleform,« siger han.
Flere andre Venstre-politikere som bla. Britta Schall Holberg og Folketingets tidligere formand Christian Mejdahl støtter kritikken.
DF klar til genforhandlingDansk Folkeparti er åben for at f.eks besparelserne på efterskoler og højskoler kan genforhandles som led i debatten om finansloven.
»Nu går debatten jo igang, og det finder vi kun sundt. Men kravet fra vores side er naturligvis, at bundlinjen skal stemme. Med andre ord: Opgiver vi besparelser på nogle områder, så må vi finde pengene andre steder,« siger Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.
Liberal Alliance og partierne i oppositionen SF, radikale og Socialdemokraterne kritiserer ligeledes de planlagte besparelser på efterskolerne.