Vejleder skal

opdrage

Dato: 06. oktober, 2009
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Den tid, hvor uddannelsesvejleding var et spørgsmål om at rådgive til en vej i livet med den unges ønsker og drømme i fokus er slut. I dag er samfundets behov i stigende grad i målet, hvilket blev belyst flere gange, da 280 vejledere fra efterskolerne var samlet til det årlige vejledertræf i Vingsted midt i september.Adjunkt Rie Thomsen, DPU, skitserede det ændrede afsæt for vejledningen som i dag har som mål, at den enkelte unge skal rådgives således, at han eller hun træffer valg, der er med til at løse samfundsmæssige problemer.
»De unge er meget realistiske i deres valg, men mange oplever manglende motivation, fordi de har svært ved at se, at de kan gennemføre deres uddannelse. Blandt andet mangler der praktikpladser. Vil politikerne have flere igennem uddannelserne, så kræver det ikke alene fokus på vejledning, men der er også en række andre problemer, der skal løses i uddannelsessystemet,« sagde Rie Thomsen.
Socialdemokraternes uddannelsesordfører Christine Antorini mente, at vejlederne spiller en nøglerolle i bestræbelserne på at nå målet om 95 pct. unge med en ungdomsuddannelse.
»Vejledningen må gerne have en opdragende rolle, således at det siges til den unge, at der er noget, der er bedre for dig end andet. Vejledningen skal målrettes der, hvor der er behov frem for at være en vejledning målrettet bredt til alle. Det gør ikke noget, at det bliver meget tydeligt over for den unge, at vi gerne vil opdrage til uddannelse,« sagde Christine Antorini.
Hun hæftede sig dermed ved undersøgelser, der peger på, at mange vejlederressourcer går til de unge, der i forvejen godt ved, hvad de skal.
Fokus på vejledning  er centralt i politikernes bestræbelser på at få flere unge gennem uddannelserne og samtidig for at sikre tilstrækkelig med arbejdskraft i fremtiden. Den socialdemokratiske ordfører hæftede sig ved, at 10. klasse tidligere har været i skudlinjen, men erkendte også at det næppe er her, der er meget at hente.
Hun refererede til nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening, som viser at det kun giver i alt 16.000 flere på erhvervsuddannelserne frem til 2040, hvis uddannelsesstarten fremrykkes et år. Til gengæld ville det i samme periode give 240.000 flere med en faglært uddannelse, hvis frafaldet blev sat helt i stå.
»Det viser hvor vigtig vejledningen er, og efterskolerne spiller også en væsentlig rolle her, hvis det for alvor skal rykke.«
Christine Antorini præsenterede Socialdemokraternes udspil til 13 års skolepligt. Det vil give alle unge mindst tre års uddannelse efter 9. klasse. Efterskolernes rolle er umiddelbart uforandret, hvis forslaget gennemføres. Men Christine Antorini var ikke afvisende over for at lade efterskolerne afvikle forløb under en ny fleksibel ungdomsuddannelse, som partiet ønsker etableret for at kunne give et tilbud til de unge, der ikke passer ind i de eksisterende tilbud. Den fleksible ungdomsuddannelse er inspireret af den nu nedlagte frie ungdomsuddannelse, dog foreslås det at indføre visitering.


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser