Efterskolelærere vinder
DR's sangkonkurrence
Dato: 26 november, 2009
To efterskolelærere vinder i DR’s sangkonkurrence med en gendigtning af en af Grundtvigs sange.
Når DR’s Pigekor giver julekoncert den 20. december, er der en ganske særlig premiere på programmet. Salmen ”Dejlig er den himmelblå” med ny melodi og ny tekst - skabt af to lærere fra Søndbjerg Efterskole på Thyholm.
De har deltaget i en konkurrence, der er del af projektet Syngelyst. Opgaven var, at man på høj- og efterskoler skulle gendigte Grundtvig med inspiration fra de gamle salmer.
Og det var altså bidraget fra Ketty Dahl og Joan Riis Villesen ”Tre Ørkenskibe”, der faldt bedst i dommerpanelets smag.
“Tre Ørkenskibe' er en original gendigtning af Grundtvigs 'Dejlig er den himmelblå', og med sit sprog skaber teksten billeder på nethinden. Med fokus på de tre vise mænds kamelridt fornemmer man den vuggende ørkenrejse, understreget af melodiens rytme og opbygning", skriver juryen i sin begrundelse.
Ketty og Joan er lærere for musik og danskholdet på efterskolen. De valgte at gendigte ”Dejlig er den himmelblå”, fordi de synes, at det er en fantastisk salme, hvor Grundtvig sender vismænd ud på en lang færd efter sandheden.
Den 20. december tager de to lærere en gruppe af elever fra efterskolen med på en anden lang færd fra Thyholm - til julekoncerten i København.
Se noder og tekst her