Efterskoleelever vinterbader
sig ind i Aftenshowet
Dato: 18. January, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
Aftenshowet er med, når efterskoleelever hopper i Nyhavn torsdag den 20. januar i forbindelse med Danmarks Indsamling.Vinterbadere har færre sygedage og føler sig sundere, end mennesker uden denne særegne vinterhobby, viser undersøgelser. Men ikke nok med det, de får også mere rampelys.
Hen ved 90 vinterbadende efterskoleelever kommer i hvert fald i tv, når elever fra Samsø Efterskole og Baunehøj Efterskole hopper i Nyhavn under Aftenshowet på DR1 torsdag den 20. januar. Elevernes vinterbadning sker i forbindelse med skolernes deltagelse i Danmarks Indsamling 2011, og efter det kolde gys vil enkelte af eleverne stille op til interview omkring deres og efterskoleformens involvering i indsamlingen til fordel for Afrikas unge.
Det var Samsø Efterskoles nylige indsamlingsevent med vinterbadning og dykning, der gav inspiration til Aftenshowets indslag. I Nyhavn vil Samsø Efterskoles elever dog få selskab af 40-50 elever fra Baunehøj Efterskole ved Isefjord på Sjælland. Her fik 16-årige Laura Rosenvinge for et par dage siden til opgave at lokke 40 af sine kammerater med til at vinterbade i Nyhavn.
»Under frokosten rejste jeg mig op og fortalte, at vi ved at vinterbade i Nyhavn både kan gavne Danmarks Indsamling, vores efterskole mediemæssigt og fællesskabet på skolen. 40 meldte sig med det samme, og siden er der kommet flere til,« fortæller Laura Rosenvinge, der i øjeblikket sammen med efterskolekammerater arbejder på at skaffe sponsorer til skolens vinterbadere.
Laura Rosenvinge har selv meldt sig som vinterbader, en ganske ny disciplin for hende.
»Jeg er spændt, men tror også det bliver ret sjovt. Jeg vil nok komme til at fryse ret meget, men der er jo dykkere i vandet, så jeg er ikke bange,« siger Laura Rosenvinge, der også beretter om en forventningsfuld stemning på skolen:
»Pigerne snakker mest om, at de ikke tør gå på live tv i bikini, men jeg tror nu, de er mindst lige så nervøse for det kolde vand.«
Læs også mere om efterskolernes aktiviteter i Danmarks Indsamling 2011 på
www.efterskolen.com/efterskolelandskabet