Elever skriver postkort
for unge i Afrika
Dato: 14. January, 2011
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
”Skriv for Afrika” sådan lyder opfordringen fra Post Danmark til landets efterskoleelever i forbindelse med Danmarks Indsamling.Postkort fra efterskoleelever til deres familie og venner bliver guld værd for Afrikas unge, når Post Danmark sætter projekt ”Skriv for Afrika” i søen. Efterskolerne modtager sidst på næste uge en stor stak postkort fra Post Danmark. Postkortene er til skolernes elever, der hver får mulighed for at sende to gratis kort til, en de holder af. For hvert postkort de unge sender, støtter Post Danmark via Danmarks Indsamling Afrikas unge med 1 kr. En fortrykt tekst på kortene fortæller samtidig, at modtagerne har mulighed for at støtte Danmarks Indsamling ved at sende en sms til BREV 1212 eller stemme på en af efterskolernes film i Danmarks Indsamling.
»Det handler om, at Post Danmark gerne vil nå de unge med budskabet, at det stadig kan være fint at sende breve og postkort i den her digitale verden. Her er efterskoleeleverne en god målgruppe, fordi de bor væk hjemmefra og bliver rigtig glad for at modtage breve og pakker fra deres familie. Skolerne har ofte særlige traditioner i forbindelse med, at den daglige post bliver delt ud til eleverne,« siger Fie Dahl Lund, projektleder på reklamebureauet Bates Y&R, der står bag Post Danmarks bidrag til Danmarks Indsamling 2011.
På en af efterskolerne, Frijsenborg Efterskole ved Hammel, vil eleverne blive filmet mens de skriver og læser op af de postkort, som de har skrevet til forældre, bedsteforældre, venner og kærester. Filmen vil blive vist under DR´s tv-transmitterede show den 29. januar fra Danmarks Indsamling 2011.