Efterskolen kan det der

med det sociale klister

Dato: 17. January, 2011
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Efterskolernes metoder bør præge ungdomsuddannelserne, mener regionsrådsformand Carl Holst Efterskolerne kan noget helt særligt. Derfor skal politikerne holde sig fra store besparelser på dette område. Den melding kommer den centralt placerede Venstre-politiker, regionsrådsformand Carl Holst med i en artikel i årsskriftet fra Ryslinge Høj- og Efterskole.
Han vender sig dermed imod de besparelser, som regeringen lagde op til på efterskolerne.

»Det ville være blevet så dyrt at komme på efterskole, at mange måtte have opgivet at sende deres børn af sted. Som jeg ser det blev efterskolerne i forslaget pålagt en ekstra besparelse, som var så stor, at det havde været et alvorligt problem for efterskolernes fremtid,« lyder meldingen fra Carl Holst.

Han mener, de endelige besparelser kom ned på et niveau, som kan forsvares.

Når regionsrådsformanden taler så varmt for efterskolerne, skyldes det, at han mener de løfter en vigtig opgave i det danske samfund.

»Det er ikke de snævre faglige kundskaber, der er det vigtigste på efterskolerne. Derimod skolernes evne til at åbne elevernes øjne for, hvad et forpligtende fællesskab kan give. En erkendelse, der kommer dem til gode resten af livet. Det er noget særligt, efterskolen kan. Som samfund skal vi kæmpe for, at alle har mulighed for at komme på efterskole – uanset hvad forældrene tjener.«

Carl Holst mener bl.a., at efterskolerne er gode til at skabe socialt klister, og han ser gerne, at erfaringerne fra efterskolerne overføres til ungdomsuddannelserne. Fremover skal efterskolerne således ikke alene modne deres egne elever og gøre dem uddannelsesparate. En anden opgave for efterskolerne kunne være som leverandør af metoder, der kan bruges på ungdomsuddannelserne, mener Venstre-politikeren.


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser