Tv-kanalen Al-Jazeera sender
fra Samsø Efterskole
Dato: 23. February, 2011
100 millioner tv-seere forventes at kigge med, når den arabiske tv-kanal Al Jazeera til september zoomer ind på Samsø Efterskole
”Vil I være med i et program på tv-kanalen Al Jazeera?” Nogenlunde sådan lød for nylig en ganske uventet henvendelse til forstander Lasse Ovesen på Samsø Efterskole. Spørgsmålet kom fra et engelsk produktionsselskab, der var i gang med at producere en programrække for den arabiske tv-kanal, hvor et program skulle se nærmere på det finske skolesystem, den norske skole og den særegne danske efterskoleform. Programrækken vil blive sendt under Ramadanen i september og forventes at få 100 millioner seere.
Lasse Ovesen takkede, uden megen betænkningstid, ja, og i januar fik efterskolen besøg af en journalist, en instruktør og fire kamerafolk, der i løbet af fire effektive timer stillede skarpt på efterskolens elever. Tv-holdet fulgte 12 af skolens elever i fysikundervisningen, i fitness-lokalet, flysimulatoren, golfsimulatoren og til frokost i skolens spisesal. Undervejs spurgte journalisten eleverne, hvorfor de havde valgt at gå på efterskole, hvordan de havde det på skolen, hvad de fik ud af fysikundervisningen og meget mere.
»Vi var meget opmærksomme på at fortælle en god og positiv historie om Danmark og efterskoleformen. Sidst Danmark fik meget plads på den arabiske sendeflade var under Muhammed-krisen. Men her havde vi chancen for at fortælle om en dansk skoleform, hvor unge fra hele landet og med forskellig social baggrund lærer hinanden at kende i et miljø, hvor alle er ligeværdige,« siger Lasse Ovesen, der i øvrigt fortæller, at journalisten var dybt fascineret af det han oplevede og hørte og spurgte om skolen var åben for arabiske børn.
Produktionsselskabet havde fået anbefalet Samsø Efterskole af skolens nabo, Søren Hermansen, leder af Samsø Energiakademi.