Lovforslag får kritik
fra Efterskoleforeningen
Dato: 16. december, 2009
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, journalist
Et nyt lovforslag skal sikre, at forsøg med mentorer knyttet til særligt sårbare eller frafaldstruede unge på de frie kostskoler bliver varige ordninger. Efterskoleforeningen bakker op om intentionerne i lovforslaget men kritiserer, at pengekassen klapper i, hvis de sårbare unge afbryder skoleopholdet inden 12 uger.
Undervisningsministeriet fremsatte den 25. november et lovforslag om ændring af tillægs-takster til særligt sårbare og frafaldstruede unge på de frie kostskoler, heriblandt efterskoler. Ideen med lovforslaget, er at gøre forsøgsordningen med mentorer på de frie kostskoler varige, så den fremover skal finansieres gennem særlige tillægstakster.
Men bliver lovforslaget vedtaget i dens nuværende udformning, vil det betyde, at efterskolerne fortsat kun får udbetalt tillægstakst til en elev, hvis han gennemfører mindst 12 uger af efterskoleopholdet. Bestemmelsen om at gennemføre mindst 12 uger før en tillægstakst udløses blev indført for at undgå misbrug af tillægstakster på højskolernes korte kurser. Den kom oprindelig efterfølgende til at gælde for efterskolernes tillægstakster, ved at man indsatte en bemærkning på Finansloven. Den form for lovgivning giver ikke mulighed for, at de berørte kan reagere – faktisk grænser det til lovsjusk – og Efterskoleforeningen har derfor også hver gang, Efterskoleloven har været til behandling, søgt at få bestemmelsen ændret. Efterskoleforeningen mener, at kravet om 12 uger er problematisk, fordi netop de sårbare unge ofte er svære at fastholde i længere skoleforløb. Foreningen har derfor igen gjort Bertel Haarder opmærksom på problemet. Og under førstebehandlingen af lovforslaget bakkede uddannelsesordførere fra V, KF, SF, RV og EL op om Efterskoleforeningens indvending.
Bertel Haarder har siden svaret Folketingets Uddannelsesudvalg, at han finder det velbegrundet at overveje Efterskoleforeningens ønske om at fjerne kravet om 12 gennemførte uger. Men ministeren mener, at der er behov for en nærmere gennemgang, inden tillægstaksterne kan ændres. En gennemgang han lover at gennemføre, i forbindelse med de lovændringer en kommende selvejeranalyse af de frie skoler kan give anledning til. Det nuværende lovforslag, der skal sikre mentorer på højskoler og husholdnings- og håndarbejdsskoler, ønsker ministeren derimod at haste gennem folketinget, så lovgrundlaget kan være på plads allerede fra den 1. januar 2010.