mere fokus på samarbejde

mindre på konkurrence

Dato: 22. August, 2011
Forfatter: Jannik Hjarup , Journalist
Efterskolerne i region Sydjylland er gået sammen i en fælles kommunikationsindsats, som – om det går efter planen – skal fylde områdets efterskoler med elever Nogle efterskoler i det sydjyske har problemer med at fylde skolerne. Derfor er skolerne gået sammen om at ansætte en journalist, der kan hjælpe med at få de sydjyske efterskoler på potentielle elevers mentale landkort.
»Vores helt overordnede mål er at få fyldt skolerne. Sekundært vil vi gerne styrke den interne kommunikation imellem skolerne, så vi kan nå det overordnede mål,« siger Lars Kristiansen, forstander på Agerskov Ungdomsskole og leder af det forretningsudvalg, der står for det nye samarbejde. Han erkender, at man måske nok er et år for sent ude, men til november skulle der gerne være en fælles hjemmeside, så næste års elever kan få øjnene op for de sydjyske skoler.

Non-profit
Der er et indbygget paradoks i samarbejdende konkurrenter, men det mener Lars Kristiansen ikke bør blive et problem.
»Vi er non-profit virksomheder. Vi skal ikke tjene penge til et overskud. Vi skal have midler til at drive en god skole. Vi skal kunne se ud over vores egen overlevelse,« siger Lars Kristiansen. Han anerkender, at skolerne nok konkurrerer om elevernes gunst, men at efterskolerne er bundet sammen af en fælles ide, og at det i det store perspektiv er underordnet om de unge går på den ene eller anden skole.

Konkurrence med andre
Ved siden af at konkurrere med hinanden, konkurrerer man også med andre egne af Danmark og alternative tilbud til de unge.
»Vi lægger ikke skjul på, at vi søger elever i de områder af landet, hvor man ikke har så stor tradition for at gå på efterskole. Og så vil vi da også gerne holde på vores egne. Hvorfor skal en elev fra Tønder tage til Nordjylland for at gå på efterskole og bruge en masse tid på transport og udlede en masse CO2,« siger Lars Kristiansen.

Billig markedsføring
Med projektet, der kører i Efterskoleforeningens Region Sydjylland, får skolerne adgang til en fælles kommunikationskonsulent, der kan hjælpe den enkelte skole med at få deres budskab ud, og som samtidig kan hjælpe med fælles kommunikation for de sydjyske efterskoler. Det forventes at 37 af regionens 41 skoler vil betale de årlige 20.000 kroner, det koster at være med.
Simon James Pettitt er blevet ansat som kommunikationskonsulent. Og selv om målene er klare – fyldte skoler – er det svært at evaluere på dem. For selv om det ikke skulle lykkes at fylde efterskolerne i det sydjyske, er det ikke nødvendigvis et markedsføringsproblem. »Vi har en klar målsætning, men det er svært at måle på kriterierne,« siger Lars Kristiansen.
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneSkovskolenKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser