130.000 til førstehjælpskurser
TRYG-fonden overrakte i forbindelse med Region Fyns konvent på Vejstrup Efterskole 130.000 kr. til efteruddannelse af regionens efterskolelærere. Pengene rækker til, at 200 lærere kan få et førstehjælpskursus.
Pengene blev overrakt til Birgit Sattler fra Vejstrup Efterskole. Hun har været primus motor i arbejdet med at skaffe pengene hjem.
Birgit Sattler blev som mange andre meget berørt af ulykken på Præstø Fjord og i Region Fyns bestyrelse gav det anledning til overvejelser over, om sikkerheden var i orden på efterskolerne. Det førte til ideen om at klæde lærerne på til at klare eventuelle ulykker.
»Man skal tage ansvar for hinanden i stedet for at brokke sig over, at der ikke er nogle andre, der gør noget,« siger Birgit Sattler og fortæller, at det var forholdsvist let at få lavet en ansøgning, da først hun kom i gang. Hun håber, at hendes initiativ kan inspirere andre til at gøre noget lignende.
Firmaet Forbindingskassen.dk har været særdeles behjælpelig i processen omkring selve ansøgningen til TRYG-fonden. Og firmaet står også for den praktiske afholdelse af kurserne, som løber af stablen på 15 kursusdage i løbet af de første vintermåneder. Kurserne er primært for lærere, men elever kan også deltage. Interesserede kan henvende sig på følgende mail:
Sattler@mail.tele.dk