Elever på indlandsisen
Overnat i telt ved foden af Grønlands indlands-is. Se og smag en friskslagtet moskusokse. Oplev klimaproblemerne på Grønland. Hør om Grønlands rolle i international storpolitik. Mød grønlandske unge og oplev deres hverdag i byen Sisimiut. Disse og mange andre spændende oplevelser står på programmet i denne tid, hvor 16 elever og tre lærere fra Lille Vildmose Efterskole er på 11 dages studietur. Målet for turen er Sisimiut i Grønland ca. 3200 km. fra efterskolen i Dokkedal.
Allerede nu er det planlagt, at de grønlandske værter fra Sisimiut vil besøge den danske efterskole i 2010. Skolesamarbejdet indgår som et led i
et udvekslingsprojekt med fokus på Klimaforandringer.
»Vi skal opleve ekstreme forhold med nattemperaturer ned til 10-20 graders frost. Vi skal leve primitivt uden moderne køkkener, brusere og
toiletter. Derfor er det vigtigt, at alle kan samarbejde. Elevernes sociale kompetencer bliver styrket på rejsen og den enkelte elev bliver
bevidst om, hvordan de selv og deres kammerater reagerer, når de pludselig befinder sig i fremmede omgivelser fulde af nye udfordringer,« forsikrer
lærerne Rigmor Sams Jørgensen, Erling Hansen og Peter Birch Christensen.
Sidstnævnte har i en periode boet i Grønland, mens de to øvrige lærere endnu har deres første besøg i Grønland til gode.
»Eleverne får på turen også mulighed for at opleve konsekvenser af Klimakrisen. Klimaproblemer, som endnu ikke er synlige i Dokkedal og
Danmark, vil eleverne kunne se med egne øjne i Grønland,« fortæller lærerne. Skolen har fået økonomisk støtte til turen fra Nord Plus, en
organisation, som netop sætter fokus på miljø.