Dato: 27. august, 2009
Forfatter: Malou Freya Stålholt
, efterskoleelev
Malou Freya Stålholt fortæller om sit møde med efterskolen, som blev en så intens oplevelse, at hun nu har tilbragt de sidste to år sammen med amagerdrenge i grimme hættetrøjer, dukkeagtige skønheder og hardcore jyder”
Jeg hedder Malou, jeg kommer fra Ullerslev”. Nej. ”Jeg hedder Malou, jeg er fra Fyn”. Nej, virkelig nej. ”Jeg hedder Malou. Jeg kommer fra… min mor og far. Gnæk gnæk”. Nej, nej og fucking nej! Arh! Jeg kan huske, hvordan mit blik frygtsomt gled henover mine fremtidige efterskolebuddies, der på det tidspunkt alle sammen virkede ti gange sejere, smukkere og ældre end mig.
Der var den halvpumpede amagerdreng i hættetrøje og grimt sprog. Der var dukkeagtige skønheder, der bare sad og tronede over alle andre uden at være forpligtigede til at sige noget, fordi deres lange ben bare sådan elegant og uden videre sprang over alt det pjat med ”Jeg hedder..” og ”Gud, Viborg? Der bor min moster!”. Der var hardcore jyder marineret i skummelhed og sjove mennesker, der slog skruede saltomortaler med tungerne allerede første aften. Og så var der mig.
Når man sidder dér, midt i mængden af nye mennesker, med sine tusind myggestik og den kjole, der åbenbart ikke var så fancy, som man havde troet, ønsker man sig bare hjem til sine forældre, de gamle venner og trygheden i at kunne lukke døren og bare være sig selv.
Heldigvis efterlader de færreste efterskoleintro-uger ikke megen tid til at have hjemve, og skulle det være tilfældet, er der næsten overflod af søde mennesker til at kramme og grine med. Der vil altid være nogle mennesker, der har svært ved at forlade det rutinerede, glade liv derhjemme og lige pludselig skulle stå på egne ben, men det er de færreste, der ikke elsker efterskolelivet, når først de har givet det en rigtig chance. Præstationsangsten i lynhurtigt at skulle kunne kende forskel på fem Sophier og huske, hvor man skal til at have dansk kan i første omgang være ved at tage livet af én, men allerede efter første aften, når man grundet pladsmangel sidder noget nær tyve mennesker i to små Ikeasofaer og er ved at dø af grin over en dårlig joke, så fortager både dét og frygten for at snakke med ham der den hardcore i den sorte hættetrøje sig.
Man finder ud af, at de fleste både er ligeglade med ens myggestik og hvilken kjole, man havde på første aften. Og lynhurtigt lærer man, at de roomies, man første uge frygtede aldrig at have noget til fælles med, også har en svaghed for at høre Britney Spears, når de er i bad.
Man glemmer at ringe hjem, og bliver næsten irriteret, når folk forsøger at stjæle en time midt i eftermiddagskluddermor. Samtidig bliver man nærmest lykkelig, når der dumper post ind til ens nye adresse, og man masseproducerer lange håndskrevne breve til dem derhjemme om, hvor dejligt alting er, og hvor meget man savner dem på trods af osteklokkeparadiset.
Den første måned er lige pludselig slut, og man opdager, at man, midt i lejrskolestemningen og de nye mennesker, fuldstændig har fortrængt, hvor træt og udmattet man egentlig er. Man sover tungt. Men man sover godt. Og allerede der, i sensommerens myggeland, ved man, at man er bidt. Bidt af en efterskoleglæde, der klør og higer efter mere blod.
Malous 6 gode råd til efterskoleforældre1: Lær at lægge bekymringerne til side: Jeres små pussenusseskatter har det godt, og hvis ikke, skal I nok finde ud af det. Lad derfor være med at ringe. De skal nok ringe selv.
2: Bliv ikke forvirret, når der grines højlydt af humor, I ikke forstår. Det er helt normalt.
3: Jeres små pussenusseskatter er rent faktisk ved at blive voksne – hvad enten I vil det eller ej. At de lige pludselig bliver mindre afhængige af jer, betyder på ingen måde, at de elsker jer mindre.
4: Send post! Send post! Send post!
5: Hav tillid. Masser af tillid. At lille Lise får en kæreste, der spille guitar (!) behøver ikke nødvendigvis at medføre øjeblikkelig graviditet. Og man bliver ikke automatisk et hashvrag af at bo på værelse med en københavner.
6: Efterskolekost er måske i mange tilfælde årsag til en god bunke kilo, der holder ”leger byen sover” på sidebenene. Det betyder på absolut ingen tænkelig facon, at maden er bedre end jeres. Forkæl derfor gerne jeres små pussenusseskatter med hjemmelavede livretter i weekenderne. I vil opnå gudestatus og med lidt held modtage lidt flere opkald – om ikke andet med ønsker til fredagens menu.