Da Britt Bøggild Sørensen vinkede farvel til sin datter på efterskolen, var hun forberedt på det meste. Blot ikke at hendes tanker i næsten døgndrift skulle være optaget af det barn, hun netop havde sendt på efterskole»Da vi kom hjem efter at have afleveret Lærke på efterskolen, var det tomt. At følge en i tankerne som ikke var her, føltes tomt,« fortæller den 43-Årige erhvervspsykolog Britt Bøggild Sørensen om den første tid som efterskoleforældre.
Sommeren inden havde været præget af et intenst fællesskab mellem mor og datter omkring det kommende år på efterskole. Time- og dagevis havde de vendt og drejet alt fra, hvilket tøj et efterskolehold ville kræve, hvor lidt eller meget sminke Lærke skulle tage på den første dag til hvordan hun skulle tackle konstant at være omgivet af mennesker.
»De sidste uger inden Lærke tog på efterskole fyldte hun rigtig meget. Men da hun holdt op med at være her, fyldte hun lige så meget. Mine tanker kredsede konstant om hende med bekymringer om, hvordan gik det med at være sammen med mange mennesker hele tiden, om der var nogen hun svingede godt med, om hun fik søvn nok, hvordan det gik med at løbe morgenmotion. Alle de ting vi havde snakket om, inden hun tog af sted. Det var ikke trist, men mere sådan mærkeligt invaderende,« fortæller Britt Bøggild Sørensen.

10 dage uden sms´er og opringninger
PÅ datterens efterskole havde eleverne fået påbud om at lægge mobiltelefonen væk de første 10 dage, så Britt Bøggild Sørensen havde ikke mulighed for at sms´e eller ringe til Lærke. En ordning hun på en og samme tid fandt prøvende og fuldstændig rigtig.
»Jeg tror, jeg ville have haft nemmere ved at slippe Lærke i tankerne, hvis jeg havde kunne sms´e eller snakke med hende et par gang i løbet af den første tid. Men samtidig gav det dyb mening for mig, at hun ikke skulle have sin mobil, men i stedet bruge al sin opmærksomhed på at være i fællesskabet,« siger hun.

Fulgte Lærke på online billeder
Lærkes efterskole gjorde dog meget for at kompensere for den manglende kontakt mellem de unge og deres forældre. Blandt andet lagde efterskolen hver dag nye billeder af eleverne ud på skolens hjemmeside og skrev lidt om dagens begivenheder.
»Jeg var online dagligt og fulgte med i billederne, der også hurtigt blev samtaleemnet, når jeg ringede sammen med Lærkes far og bedstemor,« husker hun.
Et af billederne gjorde et særlig indtryk på Britt Bøggild Sørensen.
»PÅ anden eller tredje dagen lagde skolen et billede på, hvor Lærke stod over en stor kurv boller og så glad ud. Det billede fik mig til slippe hende lidt, og min mentale aktivitet omkring hende faldt vel fra et 10-tal til et 8-tal,« husker hun.
Og et par dage senere gav et billede, hvor hele elevflokken dansede linedance, skalaen endnu et tryk nedad.
»De dansede linedance og fjollede, og jeg kunne simpelthen se, at de morede sig. Det gjorde mig tryg at se, at hun var en del af fællesskabet,« siger hun.

Lillebror savnede
Britt Bøggild Sørensen var dog ikke den eneste i huset, der følte tomhed. Lærkes 4-Årige lillebror Jonatan havde Året forinden oplevet sine forældres skilsmisse og var langt fra klar til nu også at være adskilt fra sin storesøster.
»Jeg havde en lille dreng, som savnede sin storesøster rigtig meget. Han plejede at være let at aflevere i børnehave, men den første uge uden Lærke græd han voldsomt, når jeg afleverede ham. Der var bare for meget farvel og adskillelse i hans verden,« fortæller hun.
Efter dage med græd og savn valgte Britt Bøggild Sørensen at køre ud på efterskolen med Jonatan, hvor han fik lidt tid sammen med sin storesøster.
»Det var ikke mit eller Lærkes behov men Jonatans. Vi var der 35 minutter, og så var det behov dækket. Nu vidste han, at hun var i verden, og fra da af blev det nemmere,« fortæller hun.

Gav slip efter første weekend hjemme
Da Lærke kom hjem på forlænget weekend efter 10 dage, og Britt Bøggild Sørensen så og hørte sin datters begejstring, fik hun det afgørende skub til give slip.
»Hun kom hjem og fortalte og fortalte. Og fordi jeg kunne se på hende, at det var så godt, gav det mig frihed til at slippe hende - jeg røg i hvert fald ned på et 2-tal,« vurderer hun.
Herefter holdt Britt Bøggild Sørensen op med at tænke på sin datter på timebasis.
»Jeg gav slip på alt det, der hedder detaljer i hendes liv, undtagen dem hun bringer hjem i weekenderne. Nogle gange går der en uge imellem, at vi snakker eller sms´er sammen, og andre gange sker det tre gange på en dag, som da de havde gallafest, og hun havde problemer med at placere en sikkerhedsnål i sin kjole. Men Lærke er ikke længere på referat hjem til,« siger hun.
Lærke vælger jævnligt at blive på skolen en hjemmeweekend, og så kan der gÅ tre uger imellem, at hun er hjemme.
»Jeg kan sagtens Ønske, at Lærke kommer hjem og er sammen med os en weekend. Men når hun vælger at blive på skolen, er jeg også glad, fordi det viser, at hun er optaget af det hun er i, og at fællesskabet med kammeraterne trækker så meget, at hun vælger dem til også i weekender«, fortæller hun.
Og Britt Bøggild Sørensen er trods en udfordrende begyndelse i rollen som efterskoleforældre taknemmelig for at kunne tilbyde Lærke et år på efterskole:
»Det er en gave, at hun er i noget, hun er så glad for, siger hun og tilføjer tørt: »Og så er det da også fedt at slippe for alle teenagekonflikterne.«

• Email
• Udskriv
• Del
  • delicious
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Stumble Upon
  • Twitter