Jeg stiller mig yderst skeptisk over for de talmæssige målinger i skolen, skriver Steen Hildebrandt i dette synspunkt Megen ledelsestænkning går ud på at studere Best Practice og herefter sammenligne eller Benchmarke, og på den måde lære af og efterligne de såkaldt bedste. Det kan være yderst fornuftigt, hvis man er overbevist om, at man kan bruge fortidens erfaringer og lærdom ind i ens egen skole eller samfund og derfra ind i fremtiden. Det kan vi på nogle områder, men det er f.eks. langt fra sikkert, at det er særlig klogt, når det handler om en række af de områder, som er omfattet af Løkkes såkaldte 2020-Plan.

Meget af den tænkning, der ligger i plan 2020, er en del af en sådan sammenligningstænkning. Vi skal være som de andre, og vi skal være blandt de bedste. Vi skal i realiteten gå i de andres fodspor. Hele denne sammenligningstænkning er yderst problematisk. Hvorfor overhovedet sammenligne? Hvad er det, man sammenligner? Hvordan kan og skal man, på en meningsfuld måde, måle danske skoler i forhold f.eks. til spanske og koreanske skoler? Hvordan kan man internationalt måle og sammenligne skoler, således at man på en meningsfuld og klog måde efterfølgende kan bruge sammenligningerne til noget?

Jeg stiller mig yderst skeptisk over for de talmæssige målinger, som alt dette beror på. Talmæssige målinger kan være både interessante og relevante, men man kommer ikke langt med tallene alene? Og man kommer måske det forkerte sted hen. Mig forekommer det at være både uopfindsomt og uinteressant. Er alle disse bastante væddeløbsagtige fra fortiden kommende tal, kriterier, strukturer og mål baseret på bevidste og klare forestillinger om den globale fremtid, som danske skoler ikke blot skal eksistere, virke og gøre nytte i, men også være med til at forme?

Har vi forsøgt, ikke bare at lære af og lytte til, men også at være kreativt lyttende til fremtiden? Har vi baseret disse tal og sammenligninger på bevidste, måske oven i købet dristige og kreative forestillinger om fremtiden og om Danmarks udfordringer og muligheder i en sådan fremtid? Nej, det har vi vist ikke. Vi er tilsyneladende totalt fanget i, at en folkeskole er det samme i fremtiden, som den var i fortiden. Vi er fanget i en forestilling om, at vi skal videreføre gamle dannelses- uddannelsestraditioner og gøre dette så præcist ud fra fortidens mønstre og erfaringer, at det giver god mening at sammenligne os med alt andet tilsvarende i Europa, ja i hele verden. Det er sygt.

I den venligst mulige formulering er dette tomt. I en lidt mere uvenlig formulering er det uklogt. Man kan have den mistanke, at disse tal og væddeløbsformuleringer er taget direkte ud af den blå luft. Letkøbte og smarte formuleringer, som de fleste hopper på. Men Danmark skal ikke bare gå i andres fodspor. Vi skal ikke bare repetere, måle og efterligne. Danmark skal udvikle sin egen danske – folkeskole. Det er sandsynligt, at folkeskolen i fremtiden skal have meget tættere relationer til verden uden for Danmark, end nu, men den skal alligevel være dansk i den forstand, at den skal skabes af os ud fra vor historie, kultur, demokrati, befolkning mm., og ud fra vort møde med og forståelser af den fremtid, som skolen skal fungere i, være en del af, og være med til at forme og udvikle.

• Email
• Udskriv
• Del
  • delicious
  • Facebook
  • LinkedIn
  • Stumble Upon
  • Twitter