Dato: 14. December, 2011
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen
, Redaktør
Efterskolerne har forudsætningerne for at fylde mere i flere unges liv og har derfor også pligt til at tage ansvaret på sig, hedder det i dette redaktionelle synspunktSystemer har det med at sande til, hvis de ikke løbende forandres. Det kan betyde, at systemet til sidst virker uhensigtsmæssigt og måske endda stik imod intentionerne. Ude af trit med tiden. I den situation har man pligt til at foretage forandringer omgående. Forandringer skal gerne udvikle tingene til det bedre, men de har det også med at gå ud over nogle, måske endda tage noget fra nogen.
Det giver ofte modstand, og derfor må selv de erklærede forandringsparate ofte se sig som modstandere af de konkrete forandringsinitiativer. Derfor kommer forandringer ofte for sent, og ofte er de ikke gennemgribende nok.
Efterskolerne har også et system, der er sandet til. Man kan med rette stille spørgsmålstegn ved om statens tilskudssystem til efterskolerne lever op til de mål, som formentlig både politikere og skolefolk er enige om bør opfyldes. Problemet er blot at uanset hvor fornuftig en forandring vil være, så vil det have konsekvenser for nogle.
Sidst skoleformen diskuterede forandringer af tilskudssystemet endte diskussionen i et slagsmål mellem store og små skoler. Det var ufrugtbart og betød, at tilskudssystemet fik lov til at køre videre – med øget tilsanding til følge.
Et analysearbejde foretaget i Efterskolernes Sekretariat for det udvalg, der ser på efterskolens placering i fremtidens konkurrencesamfund, viser stadig stigende polarisering skolerne imellem. Højindkomstfamilier koncentrerer sig på bestemte typer af skoler, elever med sociale problemer koncentreres på andre. Den sidste type af skoler er i øvrigt – ikke uventet - de samme som i høj grad slås med mange afbrudte ophold.
Efterskolens sociale ansvar bør koncentreres om generelt at løfte flere unge med svag social baggrund og et hovedmål må være at fastholde unge i uddannelse.
Tilskudssystemet er de senere år blevet suppleret med særlig tilskyndelse til at påtage sig opgaven med elever af anden etnisk herkomst, men der er ikke økonomisk incitament til at løfte elever med svag social baggrund. Der vil ellers være ganske gode argumenter for, at efterskoler, som har elever med en svag social profil, får ekstra midler til at hjælpe disse unge dels igennem et efterskoleophold, dels at hjælpe dem videre i ungdomsuddannelser.
Den pædagogiske indsats kan tage mange former fra coaching, terapi, mentorvirksomhed til brobygning, relationsarbejde og lektiehjælp mv.
Efterskolerne har alle forudsætninger for at spille en større samfundsmæssig rolle – og derfor bør politikere og skoleform i fællesskab kunne finde en model, hvorpå det kan ske.
Der er brug for, at flere unge fastholdes i uddannelse. Efterskolerne kan være et vigtigt element. Derfor bør uddannelsespolitikerne interessere sig ganske meget for de forslag til et socialt taxameter, fripladsordninger og udviklingspulje, som nu foreslås af et arbejdsudvalg under Efterskoleforeningen. For staten vil det betyde lidt ekstra udgifter, men pengene vil gå direkte til at løse en af de største samfundsmæssige udfordringer – nemlig at inkludere unge i stedet for at se dem falde fra.
På de enkelte efterskoler er man også nødt til at se positivt på en ny tilskudsmodel, selvom det kan have som konsekvens at nogle af midlerne omfordeles. Politisk er der stærkt fokus på ret og pligt i disse år. Efterskolerne har forudsætningerne for at fylde mere i flere unges liv og har derfor også pligt til at tage ansvaret på sig. For at hjælpe disse forandringer på vej er der brug for nye økonomiske incitamenter, så der følger økonomi med til dem, der løfter opgaven.