Dato: 18. May, 2011
Forfatter: Annette Wilhelmsen
, leder af Nationalt Videnscenter for Frie Skoler
Jeg vil opfordre jer på efterskolen til aktivt at gå i gang med at forberede de unge på, at efterskolen slutter, hedder det i dette efterspil
”Jeg vil ha’ en stor ballon
En af dem med sjov facon
En med hat og næse på
Og den skal være blå”
En rigtig slager fra da jeg var barn. Den skrålede vi unger med på og drømte om engang at være i den heldige situation at komme i Tivoli og få en af de helt særlige balloner.
Vi vidste jo godt, at balloner kan være en ganske kort fornøjelse. Men hellere en kort og frydefuld fornøjelse med risiko for, at ballonen enten fløj til himmels eller sprang – end aldrig at få ballonen.
I weekenden havde jeg en helt særlig oplevelse. Jeg stod i den heldige situation, at det var mig, der kunne udlevere oppustede balloner til glade børn. Derfor var min overraskelse stor, da en mor – på min forespørgsel om hendes barn måtte få en ballon, så helt vild ud i øjnene og svarede: ”Nej, hun skal ikke ha’ en ballon, hun bliver så forfærdelig ked af det når den sprænger”.
Jeg blev helt stille.
Faktisk blev jeg også en anelse trist ved tanken om, at forældre kan finde på at ”skærme” barnet mod ”smerten ved at miste” en ballon. Hvis det bliver så smerteligt for barnet, hvad så når de mister andre og andet, som repræsenterer mere end blot en ballon?
Jeg leger lidt videre med ballonen som billede på moderne børneopdragelse - med det in mente, at dette ikke er et videnskabeligt udsagn om hverken balloner, børneopdragelse eller fremtiden.
Tænk nu, hvis børn aldrig får lov til at få en ballon, så vil de aldrig opleve glæden ved at se den fyldes med luft og folde sig ud. De vil ikke opleve ballonens fantastiske evne til at udvide sig – for slutteligt at give efter for presset og med et stort knald forvandle sig til en slatten lille klump uden forbindelse til drømmen.
I forhold til de unge ballonblæsere på efterskolerne, så er de nu i deres afsluttende forløb på årets efterskoleophold. For nogle af dem har det været en enestående oplevelse, som de vil bære med sig hele livet. For andre har det været en ok oplevelse på linie med mange andre oplevelser, og endelig vil der være en gruppe, for hvem efterskoleopholdet har været et spørgsmål om at få det gennemført.
Det er nu, de unge skal forberedes på, at efterskolen er for en del af livet – og ikke er hele livet. Hvert år er der en gruppe unge, for hvem afskeden med efterskolen og kammeraterne er nærmest ubærlig. De kan gå til sommerferie og starte på ungdomsuddannelse med følelsen af aldrig igen at blive glad, at være ensom, og at have mistet mening m.m.
Derfor vil jeg opfordre jer på efterskolen til aktivt at gå i gang med at forberede de unge på, at efterskolen slutter, og at det samtidig er starten på noget nyt. At der venter nye kammerater og sammenhænge. At de venskaber, der er indgået kan fortsætte, andre vil ikke blive fulgt op og nye vil komme til.
Sørg for, at de unge får blæst efterskole-ballonen godt op. Gerne så den både stiger til himmels og sprænger. Giv dem fluks adgang til andre balloner, og lad dem eventuelt beholde en enkelt i lommen til særlige dage.