Dato: 24. November, 2010
Forfatter: Annette Vilhelmsen
, Centerleder
Hvordan matcher efterskolernes pædagogik det liv, som drengene skal leve og virke i, spørger Annette Vilhelmsen i det redaktionelle synspunkt
Fra flere sider bliver der råbt ”vagt i gevær” i forhold til drengene. Det er sådan set lige meget, om det er drenge, unge mænd eller ældre mænd. De – drengene/mændene – fylder meget.
Drengene står forrest i ungdomsuddannelsernes frafaldsstatistikker, de er i overtal hvad angår gennemførte selvmord, i overtal som ledige uden uddannelse, i overtal i forhold til kriminalstatistikker og får flest fartbøder.
Der er flest mænd med lederjob inden for forskning og udvikling. Flest mandlige ledere i efterskolerne. Herrelandsholdet i fodbold får væsentlig mere sendetid og flere penge end kvinderne.
Fra min stol oplever jeg ofte, at der hvor fokus rettes – der findes problemet. Det kan have den konsekvens, at fokus er med til at fastholde problemet. Hvis vi nu siger, at vi vil gøre noget for drengene, som forbedrer deres muligheder for at gennemføre ungdomsuddannelse, blive i arbejde, stoppe kriminalitet m.m., så er risikoen, at problemet fastholdes. Måske vi hellere skulle rette fokus på de opgaver, der venter drengene.
Jeg har to billeder af drenge/unge mænd i hovedet, som bliver ved med at dukke op i den indre film. Begge billeder er ”taget” inden for de sidste to uger.
Det ene billede er på gangen på spædbarnsafdelingen på det lokale sygehus. To unge mænd mødes. Den ene siger til den anden: ”Hej, har I født?” ”Pyh, ja” svarer den anden. ”Det var godt nok hårdt, vi var i gang i næsten et døgn”. Han tørrer sig over panden og smiler. ”Men så kom han, det er fantastisk”. De unge mænd hilser af, slår på skulderen og ser indforstået på hinanden – nu som fædre.
Det andet billede er fra Odense Banegård. Vi er mange på perronen, der står og venter på toget. Almindelig stemning af, hvor bliver toget af på så kold en aften som i aften. Der kommer en ung mand hen og står ved siden af mig. Han er først i tyverne. Han har sit arbejdstøj på. Militæruniformen sidder fint og med sig har han en grøn taske med navn. Han snakker i mobiltelefon. Forsøger mere eller mindre forgæves at gøre den han taler med forståeligt, at han nok skal komme hjem igen, og nej, det er ikke mere farligt end så meget andet. Han forsøger at være tålmodig og slutter samtalen med, at ”nu kommer toget”. Til trods for at der er varslet 10 min. ekstra forsinkelse!
Mine overvejelser går på, om ”vi” de professionelle overhovedet ved, hvad det er for en verden de unge, og her særligt de unge mænd træder ind i?
Hvordan mon efterskolen gennem folkeoplysning, livsoplysning og demokratisk dannelse forbereder drengene – de unge mænd – på de opgaver, der venter dem? De drenge som både skal føde børn og gå i krig.
Annette Vilhelmsen er leder af Nationalt videncenter for frie skoler. Desuden er hun kommunalpolitiker og folketingskandidat for SF.