Dato: 27. april, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , journalist
Redaktionelt synspunkt»Mor, hvordan skal jeg kunne vælge, de ligner jo hinanden?« råbte min datter for et års tid siden inde fra kontoret og computeren. Hun var i færd med at udvælge fem efterskoler, vi skulle se nærmere på. Men den slet skjulte desperation i hendes stemme fortalte med al tydelighed, at hun fandt opgaven kompliceret.
Tilfreds med, at min dengang 13-årige datter kunne bruge min rådgivning i stedet for med himmelvendte øjne at markere sin selvstændighed, ilede jeg naturligvis til for at hjælpe med at finde de forskelle, der skulle hjælpe hende med at vælge én efterskole frem for en anden.
Snart måtte jeg dog sande, at det ikke kun var min datter, der havde svært ved finde frem til unikke kendetegn på de jyske efterskoler, der kunne tilbyde håndbold-linje. Ord, som ansvar, tillid og fællesskab, gik igen på de fleste skolers hjemmesider og var værditilkendegivelser, vi nødigt ville være foruden. Men vores oplevelse var, at det var rigtig svært at huske og skelne den ene skole fra den anden, når vi havde slukket computeren.
Det er alt sammen fortid nu. Min datter fik efter mange overvejelser og enkelte besøg udvalgt en efterskole og er nu også garanteret en plads på skolen. Siden har der været fødselsdage, ferier, håndboldkampe og konfirmationsforberedelser i vores familie, og jeg havde for længst glemt min datters udbrud.
Lige indtil den anden dag, da jeg sad omgivet af forstandere fra efterskoler omkring Vejle til Efterskoleforeningens kommunikations-workshop på Koldingegnens Efterskole.
»Hvad er unikt for jeres skole? Hvad sælger I jeres skole på?« spurgte kommunikationsmanden Sune Bang flokken af forstandere.
»Faglighed, fællesskab og nærvær,« var buddet fra en forstander.
»Er der efterskoler her, der mener, de ikke står for faglighed, fællesskab og nærvær?« returnerede Sune Bang, hvortil samtlige forstandere smilende måtte ryste på hovedet.
Kendetegnene kunne ikke bestå banalitetstesten, idet ingen var uenige.
»Nogle gange kan det være svært at se, hvordan efterskolerne skiller sig ud fra hinanden,« mente kommunikations-eksperten. Et udsagn, han fulgte op med en øvelse, hvor forstanderne skulle navngive fem efterskoler i området, heriblandt deres egen, ud fra centrale linjer om skolens værdier fundet på efterskole.dk. For at sikre forstandernes entusiasme i arbejdet, havde Efterskoleforeningen stillet en Ipod på højkant til den forstander, der kunne gætte alle fem skoler. Et resultat ingen af de tilstedeværende forstandere kunne præstere, hvorfor Sune Kobberø – foreningens kommunikationskonsulent - for femte gang kunne drage fra en workshop med den udlovede Ipod i tasken.
De sydjyske forstandere tog dog imod den københavnske kommunikations-konsulent med vanlig jysk sindighed, og brugte, til Sune Bangs morskab, flere gange vendingen ”hvis det passer, hvad du siger…” 
Jeg tror, det passer, hvad Sune Bang siger. Mange efterskoler har et udviklingspotentiale i forhold til at fortælle deres kommende elever, hvad der er helt særligt ved deres skole. Og skriv det gerne på forsiden, så det ikke er det rene detektivarbejde at finde frem til. Det kunne i al fald have hjulpet min datter og jeg gevaldigt, da vi skulle finde den helt rigtige efterskole til hende.


UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser