Dato: 12. October, 2011
Forfatter: Svend Krogsgaard Jensen
, Journalist
Et suverænt sammenhold og troen på egne værdier har hjulpet Lundby Efterskole i den turbulente tid efter kæntringsulykken på Præstø Fjord
Septembers klare morgensol har fået det meste af nattens tåge til at lette, og kun på de lavere områder af en græsmark ved skolens indkørsel aner man lidt dis mellem de våde græsstuer. Den lave sol får træerne i alleen op mod hovedbygningen til at kaste lange skygger. To elever med ridehjelm trækker et par dampende heste ind på springbanen, og på trappen op til hovedindgangen er to piger i gang med en blyantstegning af udsigten mod staldene. Indendørs ligger en gruppe elever henslængt i nogle bløde sofaer. Hver elev ivrigt snakkende med en laptop i skødet. Fra køkkenet i kælderen spreder der sig en duft af nybagt brød, og en pige henvender sig med tårer i øjnene til skolen forstander på kontoret. Han fortæller hende, at hun ikke behøver at bekymre sig mere, han har fundet en løsning på hendes problem.
Lundby Efterskole er vågnet til en smuk men ganske almindelig skolehverdag.
Skyggerne fra dragebådsulykken på Præstø Fjord i februar måned er langsomt ved at blive kortere, og skolen er på vej mod en form for normalisering.
»Der går jo ikke en dag, uden vi tænker på de elever, der kom til skade, tænker på deres forældre og selvfølgelig på vores afdøde kollega og hans familie,« siger forstander Truels Truelsen. Men samtidigt anser han det for vigtigt, at skolen igen kommer til at fungere på normal vis. Blandt andet af hensyn til den nuværende elevflok, som ikke har haft personlige oplevelser med ulykken og derfor har krav på et efterskoleophold som alle andre.
Ulykken
Fredag den 11. februar var der til gengæld ikke noget, der var normalt, og der var slet ikke tid til at tænke på noget, der lå længere fremme end 10 minutter.
Da skolen fik melding om ulykken havde lærer Kasper Larsen mellemtime. Han sprang med skolens pedel i en bil og hastede til ulykkesstedet. Synet af helikoptere, stort opbud af ambulancer og speedbåde, der sejlede rundt på fjorden, fik ham hurtigt til at forstå alvoren i situationen.
»Vi var nogle af de første fra efterskolen på ulykkesstedet, og vi havde ikke noget begreb om, hvad der var sket, men det var tydeligt, at det her var alvorligt,« siger Kasper og forklarer, at han og pedellen så godt de kunne hjalp myndighederne med at få styr på, hvem der havde været med båden. En restaurant på havnen skulle fungere som opsamlingssted for eleverne, men da Kasper Larsen kom ind i restauranten var der kun en elev til stede, resten vidste han på det tidspunkt intet om.
På skolen havde viceforstander Lars Schou Jensen dansk med 10. klasse, da sekretæren kom ind og fortalte, at eleverne var kæntret. Redningsmandskabet skulle bruge lister over deltagere, telefonnumre og gerne billeder af eleverne, så Lars Schou Jensen havde en konkret arbejdsopgave, han kunne kaste sig over.
»Der var ikke megen tid til at tænke, det var bare om at handle,« siger han og forklarer, at man på ingen måde har mulighed for at forberede sig på, hvordan man håndterer en så alvorlig ulykke, han måtte stole på egne instinkter. Han samlede personalet og eleverne, fortalte dem hvad han vidste og lavede hurtige aftaler om, hvem der skulle gøre hvad. Selv ringede han til forstanderen.
Forstander Truels Truelsen var på vej til alperne for at planlægge skolens skitur. I nærheden af Frankfurt ringede telefonen. Han vendte øjeblikkeligt bilen for at køre de godt 850 km hjem. Han var i telefonisk kontakt med skolen, men kunne vanskeligt gøre noget konkret fra Midttyskland, så han havde bedre tid til at tænke fremad.
»At skolen skulle drives videre, og at det var vigtigt, det var en beslutning, som jeg tog et kvarter efter opringningen fra Danmark,« siger Truels Truelsen.
Tiden lige efter ulykken
Tiden lige efter ulykken var indlysende præget af den uvished, der var omkring de elever, der lå i koma og læreren, som var meldt savnet.
I weekenden lige efter ulykken blev langt de fleste elever på skolen eller kom tilbage, hvis de var taget hjem.
»Eleverne lå og sov på lærerværelset og på biblioteket, stort set alle sov sammen,« siger Truels Truelsen og fortæller, at skolen søndag aften lavede et krisehjælpsarrangement, men allerede fra mandagen efter ulykken forsøgte man at etablere almindelig undervisning.
»Det er klart, at undervisningen var præget af situationen, og der blev delt mange krammere ud og fældet mange tårer,« siger Lars Schou Jensen. Han fortæller, at han personligt aldrig har grædt så meget som i den første tid efter ulykken.
Skolen modtog et hav af sympatitilkendegivelser fra andre efterskoler, fra tidligere elever, fra forældre, fra venner og fra folk i lokalområdet. Den lokale præst tog initiativ til en højtidelighed i kirken.
»Det er ikke fordi jeg er specielt religiøs, og skolen har heller ikke et tæt forhold til kirken, men det gav god mening at sidde i kirken og høre på præstens ord,« siger Lars Schou Jensen og fortæller, at de mange henvendelser gjorde et meget stort indtryk på alle.
Rykker tættere sammen
Både eleverne og de ansatte har fået et tættere forhold til hinanden efter ulykken.
»Det er klart, at elevholdet er kommet meget tæt på hinanden, og vi oplevede, at langt flere elever end på tidligere hold blev på skolen i resten af årets weekender,« siger lærer Kasper Larsen. Han fortæller, at flere af de elever, som har ligget i koma og lever med efterveer fra ulykken, har været på skolen til forskellige arrangementer, og han synes, at det har været en stærk oplevelse at følge elevgruppens sammenhold.
De ansatte havde i forvejen et meget velfungerende samarbejde og havde tætte relationer til hinanden. Kasper Larsen mener, at livet på en efterskole gør, at man kommer tæt på hinanden både i undervisningssammenhæng, men også på det mere personlige plan, og han er ikke i tvivl om, at det gode psykiske arbejdsmiljø har været en væsentlig faktor for de ansattes måde at komme gennem krisen.
»Lige efter ulykken fik de ansatte mulighed for at bearbejde deres oplevelse i formelle og styrede situationer, men siden har det været mere uformelt,« siger viceforstander Lars Schou Jensen og fortæller, at det er hans indtryk, at alle i personalet er trygge ved at opsøge kolleger eller ledere for at få afløb for eventuelle spekulationer. Og at ulykken helt sikkert har bragt de ansatte tætte sammen.
»Alle ansatte mødes hver dag til kaffe i køkkenet klokken ti. En rigtig god tradition, som vi har været glade for både før og efter ulykken, og som vi helt sikkert vil fortsætte med,« siger han.
Grundlovsdag og sidste skoledag
I processen fra det totale kaos frem mod en form for normalisering står en række forskelige begivenheder særdeles stærkt i Truels Truelsens bevidsthed. Begivenheder som i en eller anden forstand afslutter noget og peger fremad. Beskeden om at alle elever ville overleve, fundet og begravelsen af den afdøde kollega, mindegudstjenesten, afklaringen af at forsikringsselskabet på skolens vegne påtager sig erstatningsansvaret, det årlige grundlovsarrangement samt sidste skoledag er nogle af disse.
»Grundlovsarrangementet hvor blandt andet reddere, forældre, ansatte og elever var samlet opfatter mange som en form for afslutning på hele forløbet,« siger Truels Truelsen og fortæller, at mange fik en række ting til at falde på plads, da de fik lov at se ambulancer og helikoptere og høre om ulykken fra reddernes synsvinkel. Truels Truelsen ser ikke arrangementet som en slutning på forløbet, men som et rigtig stort skridt fremad og peger på, at sidste uge inden sommerferien også var af stor betydning i den sammenhæng.
»Det var stærkt for alle at opleve de børn, der stadig var i gang med genoptræning i Hammel. Se dem sammen med kammerater og til translokationen se dem med deres forældre,« siger han.
Nye elever og et nyt skoleår
For lærer Kasper Larsen var det nye skoleår en vigtig begivenhed. Han forklarer, at en del af skyggen fra ulykken lettede, fordi der nu var en flok nye elever, som ikke på nogen måde havde relation til ulykken og som havde krav på at få en god efterskoleoplevelse.
»Det har betydet meget for mig personligt, at vi har fået et nyt elevhold. Sidste år skulle vi af naturlige grunde bruge megen tid på at forholde os til eleverne og deres oplevelse af ulykken, nu er det lettere at se fremad,« siger han og forklarer at det giver mere tid til at få ulykken på plads i sit eget system.
Ved dette skoleårs begyndelse var der fuld besat på Lundby Efterskole. Tre elever har siden forladt skolen, og det er ifølge Truels Truelsen ikke et usædvanligt frafald. Han forklarer, at der selvfølgelig har været mange forældre, som har spurgt til, hvordan og om ulykken vil påvirke skolens pædagogiske linje, og de fleste er tilfredse med, at skolen i hvert fald foreløbigt fortsætter med samme værdigrundlag som før ulykken.
»En far til en kommende elev ringede og spurgte, om vi nu ville lave skolen om til en skakskole, for så skulle hans søn i hvert fald et andet sted hen,« fortæller Truels Truelsen.
Værdien af værdierne
En så alvorlig ulykke vil sandsynligvis altid føre til en vis grad af tvivl om, hvorvidt de værdier, man har levet efter, nu også er de rigtige. Viceforstander Lars Schou Jensen havde også denne tvivl, men ikke længe. For ham var det indlysende, at man ikke skulle lave om på skolen.
»Det kan ikke nytte noget. Det er jo den her skole, vi er glade for. Den her skole vi er stolte af. Den her skole eleverne er glade for. Så den ville vi ikke lave om på,« siger han og forklarer, at skolens ide fra begyndelsen har været at udfordre eleverne både fysisk og psykisk.
Truels Truelsen fortæller, at der efter hans opfattelse ikke har været nogen af de ansatte, der har tvivlet på, at skolens værdier og kultur er rigtig. Han ser skolens fundament som en del af forklaringen på, at man overhovedet er kommet igennem krisen.
»Det fællesskab, som vi gennem årene har bygget op, hvor man tager hensyn til hinanden, og hvor man hele tiden arbejder for at lave så god en skole som muligt, har været guld i denne situation,« siger han og tilføjer, at det godt kan være, at det er en god ide at tage værdigrundlaget op til en grundig diskussion, når hele sagen er afsluttet. Men med det arbejdspres og den store opmærksomhed, der er omkring skolen, er det ifølge Truels Truelsen vanskeligt at skaffe plads både fysisk og mentalt til at kigge kritisk på det grundlæggende fundament lige nu.
»Vi bruger tiden på at drive skolen, så godt vi kan i den givne situation,« siger han.
Nye sikkerhedsregler
En væsentlig del af driftsopgaven er indlysende nok at sikre sig mod nye ulykker. Skolen har derfor meget nøje gennemgået sikkerhedsregler og procedurer. Det har betydet, at der en række regler, som er skrevet ned og nye kommet til. Det drejer sig for eksempel om, at man aldrig rider på springbanen uden hjelm og rygskjold. At alle cykler med refleksveste og hjelm. At man altid har en mobiltelefon med sig, når man er væk fra skolen. Og at skolen har tilsluttet sig Efterskoleforeningens manifest vedrørende søsportsaktiviteter. Desuden har 12 ansatte gennemgået et førstehjælpskursus.
»Det er klart, at vi nu har endnu mere fokus på sikkerheden. Det havde vi også før, men nu har vi skrevet det hele ned,« siger viceforstander Lars Schou Jensen og fortæller, at han er sikker på, at han i fremtiden i langt højere grad end tidligere vil spørge til sikkerheden, når lærerne skal af sted til forskellige aktiviteter.
»Jeg har jo ikke forstand på, hvad der kræves af reb og karabinhager, når man klatrer, men det har den ansvarlige lærer, og jeg vil helt sikkert spørge til om alt nu også er, som det skal være,« siger Lars Schou Jensen og forklarer, at han helt indlysende er nødt til at have tillid til, at lærerne er ansvarlige, og at han helt sikkert også har det. Han oplever det som et dilemma, at han på den ene side er ansvarlig for sikkerheden og på den anden side gerne vil signalere tillid i forhold til de ansatte.
»Det er svært at lave god skole, hvis man hele tiden skal tjekke hver eneste detalje. Vi har stor tillid til at vores dygtige ansatte er ansvarlige,« siger han.
Dilemmaer og dragebåden
I tiden efter ulykken har skolens ledelse haft usædvanligt mange dilemmaer inde på kroppen. Forstander Truels Truelsen fortæller, at han i perioder dagligt skulle tage stilling til problemer, hvor der ikke var en løsning, som kunne stille alle parter tilfreds. Som eksempel på et sådant dilemma nævner han en tur til en dragebådsregatta i Rostock forholdsvis kort til efter ulykken. En regatta, som skolen har tradition for at deltage i, og en regatta som eleverne havde en klar forventning om blev gennemført.
»Signalerne til omverdenen og til forældrene til de børn, der havde været med på fjorden, trak den ene vej, og hensynet til de elever, som var blevet lovet en tur trak den anden,« siger Truels Truelsen.
Han besluttede, at skolen skulle deltage og lod således hensynet til eleverne veje tungest. Sikkerheden var han ikke nervøs for. Men alle forældre til deltagende elever gav deres skriftlige samtykke til, at deres børn måtte deltage.
»Jeg er glad for beslutningen, også fordi det har været vigtigt for os at fastholde de pædagogiske aktiviteter, vi havde planlagt fra skoleårets start, og som er med til at definerer skolen,« siger Truels Truelsen. Han fortæller, at nogle af eleverne argumenterede for turen til Rostock ved at henvise til, at den afdøde lærer, Michael Jørgensen, efter deres mening ville have at turen blev gennemført.
Savnet af en kollega
Den nu afdøde lærer, Michael Jørgensen, var med fra begyndelsen, da Lundby efterskole for knapt ti år siden slog dørene op for det første elevhold. Viceforstander Lars Schou Jensen beskriver ham som en fantastisk kollega og en rigtig god ven. En lærer som brændte for sit arbejde, og som var særdeles vellidt både i personalegruppen, men også blandt eleverne.
»Michael var rigtig god til at skabe relationer til de unge, og han havde en særlig evne til at komme tæt på elever, som måske tidligere havde haft det svært,« siger Lars Schou Jensen og fortæller, at Michael Jørgensen gennem årene har givet hundredvis af elever nogle fantastiske oplevelser på fuldt forsvarlig vis.
»Michaels sikkerhed var altid i orden,« siger han og forklarer, at det derfor er ekstra pinefuldt at tænke på, at Michael Jørgensen begik en fejl ved at tage på fjorden den dag.
»Det gør ondt at erkende, at der skete en fejl, for derved kommer vi til at give Michael hele skylden for ulykken, og det har han ikke fortjent. Alle fejler, og Michaels ene fejl gør ham ikke til et dumt svin, det gør det altså ikke,« siger Lars Schou Jensen.
Forstander Truels Truelsen fortæller, at Michael Jørgensens betydning for Lundby Efterskole har været enorm. Han har været med til at udvikle pædagogikken og har haft stor betydning for skolens gode psykiske arbejdsmiljø.
»Vores Parkour bane er for eksempel Michaels fortjeneste,« siger han og fortæller, at mange andre ting rundt på skolen dagligt minder de ansatte om den afdøde kollega, som er stærkt savnet.
Lærer Kasper Larsen fortæller, at Michael Jørgensen på mange måder var en kollega, man så op til og som fyldte rigtig meget. Savnet er derfor stort og de 53 døgn der gik, inden man fandt Michael Jørgensen, var svære at komme igennem.
»Man havde hele tiden et lille håb om, at han nok skulle klare det,« siger Kasper Larsen.
Omverdenen og medierne
Kasper Larsen fortæller, at noget af det, der har fyldt rigtig meget efter ulykken, har været mediernes dækning af begivenheden, og en række af de reaktioner der er kommet fra omverdenen.
»Flere kolleger og ledelsen har modtaget hademails, hvor totalt ukendte personer sviner skolen og lærerne til,« siger han og fortæller, at mediernes måde at kontakte skole, lærere, ledelse og forældre også har gjort et meget stort indtryk på ham og kollegerne.
»Pressen har været meget nærgående. Elever, som har ligget på intensivafdelingen på sygehuset, har fået beskeder på deres mobilsvarer fra journalister, og mange har oplevet at blive ringet op, selv om de har bedt om at få fred,« siger Kasper Larsen og fortæller, at det for hans eget vedkommende har betydet, at han har slettet stort set alt på sin facebookprofil og har overvejet at få hemmeligt telefonnummer.
Pressens stærke fokus på begivenheden har ifølge Kasper Larsen betydet, at man hele tiden er blevet mindet om ulykken og på den måde haft sværere ved at komme videre.
Viceforstander Lars Schou Jensen har oplevet ubehagelige henvendelser fra både presse og fra totalt ukendte personer. Han er træt af mediernes dækning af historien. Han synes, at der for ofte har været et meget ensidigt fokus på, hvad det var der skete og fortæller, at han så sent som i forbindelse med skolens introuge i september har haft et sammenstød med en journalist, som han synes havde et noget lemfældigt forhold til sandheden.
»I vores introuge vadede en gruppe elever gennem en lavvandet del af bugten. De havde svømmeveste på, gik i vand til livet og skulle lave en flåde af kanoer og rafter. Alt var sikkerhedsmæssigt i orden,« fortæller Lars Schou Jensen, men i avisen blev det fremstillet, som om skolen havde bragt elevernes liv i fare, og som om skolen overhovedet ikke havde lært noget af februars ulykke.
»Det er ubehageligt at læse noget sådant, og det var overhovedet ikke korrekt fremstillet,« siger han og forklarer, at journalisten oven i købet havde givet udtryk for, at han slet ikke var interesseret i skolens udlægning af sagen.
Det har betydet, at Lundby Efterskole selv forsøger at styre, hvad der skal i pressen.
»Vi arbejder med at sende pressemeddelelser ud, når der sker noget nyt,« siger Truels Truelsen og fortæller, at skolen har haft stor nytte af vejledning fra Efterskoleforeningen også i forhold til at lave en pressepolitik.
Fremtiden
Solen står nu højt på himlen, morgentågen er lettet og skyggerne blevet mindre. Fra nogle åbne vinduer i værelsesfløjen høres høje råb og latter. En pige slentrer gennem alleen mod staldene. En lærer kommer over gårdspladsen med en stor bunke idrætsudstyr i favnen og lyden fra hjulene af en varebil, der forlader parkeringspladsens grus, når ind ad kontorets vinduer. På kontoret sidder forstander Truels Truelsen foran computeren og er optaget af planlægningsarbejde.
Han fortæller, at ulykken altid vil være en smertelig del af skolens historie, at værdierne og det stærke sammenhold blandt de ansatte har båret skolen gennem krisen og vil være en del også af dens kommende fundament.
Han er glad for at skolen har samme søgning som før ulykken, og tager det som udtryk for at, den pædagogiske ide er rigtig. Han finder det vigtigt, at skolens kultur fortsat kan bygge på tillid, og mener at det let kan forenes med et øget fokus på sikkerheden.
Truels Truelsen er oprigtigt ked af, at der er elever som har varige men efter ulykken, men glad for at forsikringsselskabet anerkender et erstatningsansvar overfor de tilskadekomne elever, og han ser frem til, at der kan sættes et punktum for sagen, og til at skolen kan komme videre.
»Når vi får rede på om anklagemyndigheden vil anlægge sag, og i fald hvem de vil lægge sag an mod. Når en sådan sag er afsluttet, og når de elever, der har krav på erstatning, har fået en sådan, så tror jeg, at vi kan sætte et punktum,« siger han.
Viceforstander Lars Schou Jensen stikker hovedet ind på kontoret, spørger om han forstyrrer, går over til sit skrivebord, tager et stykke papir i en skuffe og er igen på vej ud af døren. Halvt ude af døren stopper han lige op og giver nyeste opdatering omkring sin hund, som er midt i en fødsel.
»Nu er den tredje hvalp kommet,« siger han.