Dato: 11. May, 2011
Forfatter: Per Straarup Søndergaard
, Journalist
Spiseforstyrrelser er udbredte i en tid, hvor slankhed er gud, og det veltrænede er et ideal
På efterskolen mødte jeg tilfældigt en pige, som jeg havde set fotos af på en hjemmeside med anoreksi-piger - en Pro-Ana side. Om aftenen var jeg tit på besøg på hendes værelse og sad og kiggede på hende i natkjole… de tydelige ribben, hoftekammen og de lange, tynde fingre. Jeg kan ikke huske, hvad vi snakkede om. Kun at jeg syntes, hun var flot.
Sådan fortæller den 19-årige Fie, der er en af de ni unge, jeg har interviewet til min bog ”Kampen mod kroppen – om spiseforstyrrelser blandt unge.” De unges veje ind i sygdomme som anoreksi, bulimi og overspisning har været forskellige. Nogle gange gemmer der sig bag de alvorlige lidelser følelser og drømme, som er banale. Eller måske rettere fundamentale. Det handler om angsten for ensomhed og om længslen efter et fællesskab. Eller om drømmen om at gøre sig fri og blive et selvstændigt individ. Det gjorde det fx for Fie.
Hendes første barndomsår levede hun i noget, der på overfladen lignede et gennemsnitligt dansk middelklassehjem. Men inden for murene var livet præget af moderens tiltagende alkoholproblemer og en hidsig far, der både verbalt og fysisk var en tyran. Han overfusede kone og børn og stak jævnligt syngende lussinger ud. Da Fie var 13 år, blev forældrene skilt. Moderen flyttede, mens Fie – som eneste hjemmeboende barn - blev i huset sammen med den koleriske far. Hun var meget utryg ved ham, men følte ikke, at hun hverken kunne flygte eller kæmpe imod. I stedet begyndte hun at sulte sig. Det gav en følelse af kontrol. At der var noget, hun styrede. Samtidig dæmpede sulten Fies følelser. Så meget, at hun havde svært ved at mærke noget som helst.
Valg af uddannelse – og af krop
Der er ikke præcise tal på, hvor udbredte spiseforstyrrelser er. Ifølge de seneste undersøgelser udvikler 2-7 procent af alle unge piger i aldersgruppen 16-24 år bulimi eller anoreksi. Dertil skal lægges tallene for de piger, der udvikler andre typer af spiseforstyrrelser.
Det er ikke undersøgt, hvordan tallene ser ud for drenge i samme aldersgruppe. Men man ved, at anoreksi er en sjældenhed hos drenge, mens bulimi ses oftere, mens overspisning lige så tit rammer personer af hankøn som af hunkøn.
Det er ikke så underligt, at tallene for spiseforstyrrelser ligger temmelig højt. Vi lever i en tid, hvor slankhed er gud, og det veltrænede er et ideal. Samtidig er det et vilkår for nutidens unge, at de skal foretage mange valg. De handler ikke kun om job og uddannelse, men også om identitet og krop.
I en flimrende og foranderlig verden bliver kroppen på mange måder et holdepunkt. Men man kan ikke tilføje ordet fast foran det ord. Kroppen kan formes og forandres, og ligesom så meget andet i den moderne verden gøres til et projekt. På den baggrund er det logisk, at symptomer på mistrivsel blandt unge ofte har et kropsligt udtryk – fx som selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser eller begge dele på en gang.
Kurs mod kollaps
I løbet af sine sidste folkeskoleår konstruerede den ultratynde Fie sin egen verden og livsopfattelse. Hendes evne til at snyde og lyve blev ekstremt veludviklet. Hun forklarer, hvordan hun om morgenen kørte lidt yoghurt rundt i tallerkenen og demonstrativt spildte lidt müsli på bordet, så det så ud, som om hun havde spist noget.
Samme stil kørte Fie, da hun i 10. klasse startede på efterskole. I starten af året tog hun meget lidt mad på tallerkenen, når hun forsynede sig fra buffeten. Senere da lærerne blev opmærksomme på hendes abnorme spisevaner, skiftede hun strategi. Hun tog større portioner, men allierede sig med nogle drenge, der ved bordet fik det meste af hendes mad over på deres tallerkener. Andre gange stak hun løgne om, at hun ikke kunne tåle maden på grund af sygdomme og allergier, ligesom hendes tynde krop altid var dækket af mange lag tøj og store tykke trøjer.
»I løbet af skoleåret døde min mor. Hun drak sig ihjel, men hun havde længe været så langt ude, at jeg følte, at jeg allerede havde mistet hende. Efter det tabte jeg mig endnu mere. På efterskolen troede lærerne, at det var på grund af sorg. De så det ikke som anoreksi,« siger Fie og fortæller videre om sin fascination af den meget tynde pige, som bliver nævnt i indledningen. Hun havde været aktiv og lagt fotos ind på såkaldte Pro-Ana sider (se faktaboks). Pigen var så syg af sin anoreksi, at hun måtte afbryde sit efterskoleophold.
Men i Fies øjne var hun ikke syg, men et ideal, og det som nogle anorektikere kalder thinspiration.
Efter 10. klasse startede Fie på gymnasiet, men humør- og energimæssigt var kursen rettet mod det absolutte nulpunkt. Den høje, lyshårede pige vejede cirka 40 kg, og hendes krop var nødlidende og balancerede på kanten af kollaps. Fie var enormt træt. Orkede ingenting. Bare at hente et glas vand kunne være et uoverskueligt projekt, og hun havde svært ved at se meningen med noget som helst.
»Jeg fik problemer med at sove og gik til min læge. Han testede mig til at have en depression, ligesom jeg også var både selvskadende og spiseforstyrret. Jeg blev indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor jeg omgående blev sat på fedekur.«
Krop og psyke følges ad
På Center for Spiseforstyrrelser i Risskov ved Århus behandles patienter med moderate til svære spiseforstyrrelser. Langt de fleste patienter behandles ambulant, men der er også mulighed for både dag- og døgnbehandling.
Psykolog Kristine Godt fra centret fortæller, at der de senere år er sket et skift i den behandlingsmæssige tilgang. Lidt forenklet udtrykt var filosofien tidligere, at hvis den unge fik styr på sine følelsesmæssige problemer, ville spisningen af sig selv blive normaliseret. I dag ved man, at det fysiologiske og psykologiske skal foregå sideløbende.
»Den unge skal turde spise for at få energi til at tackle de psykologiske problemer. Ja, det er en forudsætning for at komme i kontakt med dem. Sulten har dæmpet angst og andre svære følelser, men nu kommer de op til overfladen. Det er hårdt, og nogle af de unge føler sig mere syge af det. Men det er nødvendigt at få følelserne hevet frem i lyset for, at man kan forholde sig til dem,« fortæller læge Janne Lund Helverskov.´
Ud over angst kan der dukke tristhed, utilstrækkelighed, selvbebrejdelser, forladthed og lignende følelser frem fra dybet. Center for Spiseforstyrrelser tilbyder forskellige gruppeterapeutiske forløb, hvor de unge lærer at håndtere disse følelser.
»Det er vores erfaring, at de unge får mere ud af gruppeterapi end af individuelle forløb. I gruppen lærer de at give udtryk for deres følelser over for andre i stedet for at gemme dem væk. En følelse, som mange spiseforstyrrede har det svært med, er grådighed. Det er fx trangen til at ville have mad, til at stille krav og ville have bestemte ting. De skal også lære, at det er okay at blive vred uden først at have tænkt over, om mor bryder sammen,« forklarer Kristine Godt og tilføjer, at de unge får meget ud af at lytte til hinandens historier.
»De bliver inspireret og kan nogle gange gennemleve svære ting ved at lytte til andre.«
Et gruppeterapeutisk forløb er typisk af et års varighed med en ugentlig mødegang. Om den unge herefter kan afsluttes behandlingsmæssigt afhænger af den individuelle situation. Fx om vedkommende er plaget af andre psykiske lidelser.
Reager på mistrivsel
Det er selvfølgelig godt med behandling til de unge, der er syge af spiseforstyrrelser. Men hvad med forebyggelse? På Center for Ungdomsforskning arbejder lektor, ph.d. Niels Ulrik Sørensen som en af flere forskere på forskningsprojektet ”Når det er svært at være ung i Danmark. Et af målene er, at voksne skal blive bedre til at identificere og håndtere tegn på mistrivsel. I fokus er først og fremmest lærere, pædagoger i klubber og andre med en professionel relation til unge.
»De professionelle voksne kan registrere ændringer i de unges sociale liv på en anden måde, end forældre kan. De kan se, om den unge trækker sig fra samvær med venner, bliver mobbet eller holdt udenfor. Det er meget sværere at se, når den unge opholder sig hjemme.«
Som professionel voksen skal man ikke vente på, at den unge henvender sig. Det gør han eller hun højest sandsynligt ikke. Derfor har man initiativpligt, hvis der kan konstateres tegn på mistrivsel hos en ung – fx et bekymrende vægttab eller spisemønster. Når man som lærer eller pædagog henvender sig, bør der ikke fokuseres så meget på symptomer, men mere bredt på, hvordan den unge har det.
»Den unge skal have mulighed for at sige: Jeg har det okay! eller Det rager ikke dig! men skal samtidig vide, at han eller hun altid har mulighed for at vende tilbage. Hvis den unge gerne vil tale, skal der skabes rum og plads til en dialog. Det er vigtigt ikke at blæse den unges symptomer op og sige: Jamen, det var dog forfærdeligt! Man skal forsøge at bevare roen og vise den unge, at man kan holde til at høre, hvad der bliver sagt og – hvis det er nødvendigt – være behjælpelig med at finde et passende behandlingstilbud.«
Mål motiverer
Fie profiterede på flere måder af behandlingen på det ungdomspsykiatriske hospital. Hun tog på i vægt og kom i kontakt med sine følelser. Det sidste arbejder hun stadig med i psykoterapi. Efter hun fyldte 18 år, har hun mere eller mindre kappet båndet til sin far.
Hun er flyttet i sin egen lejlighed. Friheden har givet hende mulighed for at overveje, hvad hun vil med sit liv. Hun er droppet ud af gymnasiet, går lige nu på en produktionsskole og har sat sig som mål, at hun vil være professionel soldat. Det sidste fremhæver Fie som meget vigtigt. Det er en stor motivation i kampen for at blive rask, at hun har et mål at stræbe efter.
»Den nye skole er det bedste, der er sket for mig. Jeg kom sammen med andre unge, der også var lidt specielle. Ikke noget pres, men bare på med arbejdstøjet, og så var jeg en del af flokken. Min vægt gik fra 43 til 45 kilo og fortsatte op til 50 uden større kriser. I dag er jeg på 57 kilo, og har det helt fint med det.«