Dato: 30. august, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen
, Journalist
En hjemsendelse er som at sende en elev uden for døren, for at han der kan øve sig i at være i fællesskabet. Læs interviewet med psykolog Lars Hugo Sørensen, der mener, at efterskolerne har gode muligheder for at udvikle alternativer til hjemsendelser og tænkepauser
Hvad er dit syn på, at mange efterskoler hjemsender elever, når de bryder skolens regler?
Helt grundlæggende mener jeg, at en hjemsendelse er en kæmpe fallit for både skolen og den unge. Ingen har mulighed for at lære noget af den. I de tilfælde, hvor skolen smider en elev hjem, har eleven vist skolen, at han ikke magter den adfærd, som skolen vil have. Men samtidig viser skolen, at den ikke magter den pædagogiske opgave, det er at lære den unge den adfærd, som skolen ønsker. Det er afmagt på begge sider. Og jeg snakker her om efterskolernes målgruppe af almindelige, ikke behandlingskrævende, unge med almindelige fremtrædelsesformer inden for det spektrum unge har, at de kan finde på at bokse lidt med regler og gå lidt uden for sporene.
Du kalder en hjemsendelse ”en kæmpe fallit” for den unge, hvorfor?
For mange unge er det ekstremt alvorligt at blive sendt hjem fra en efterskole, og hjemsendelsen kan få afgørende betydning for deres opfattelse af sig selv. Mange unge vokser uden at være ret meget sammen med deres forældre og opbygger derfor en stor del af deres identitet i forhold til, hvordan de fremstår i forhold til fællesskabet, kobler til hinanden og netværker med hinanden. Og de vil gerne fremstå som nogle attraktive kammerater og dygtige unge. De skal finde værdien i de fællesskaber, de indgår i. I det øjeblik de bliver ekskluderet fra efterskolens fællesskab, er det kun de mest ressourcestærke af dem, der er i stand til at tænke ”sikke dog en idiotisk skole” og koble til et nyt fællesskab. For andre er skolen kommet til at betyde så meget for dem, at det går ud over deres selvopfattelse. Hvis man ikke, som fagperson, er meget meget dygtig til at holde selve handlingen væk fra den unge, så det tipper til at blive personrettet, ligger der i en hjemsendelse en enorm risiko for, at den unge tager det til sig som ”jeg er et forkert menneske” og ikke som ”jeg kom til at gøre noget forkert.”
De unge kender jo reglerne, når de begynder på efterskolen, kan man så ikke forvente, at de overholder dem?
Jeg er fuldstændig enig i, at fællesskabet skal fungere. De unge skal behandle hinanden ordentligt, skal være aktive og bidrage til skolelivet. Samtidig er der altså mange, der lige skal lære det. De er ikke efterskoleelever, når de kommer på efterskole. Det er de, når de tager hjem. Det er en udviklingsproces, hvor en masse færdigheder skal tilegnes. Ligesom når vi andre kommer ind på en ny arbejdsplads. Mange af os ved godt, at det tager et halvt til et helt år, før vi er inde i alle koder. Det tager også et år at lave en efterskoleelev.
Men har børn og unge ikke godt af at opleve, at deres handlinger har konsekvenser?
Det er vigtigt, at unge lærer, at deres handlinger har betydning. Og de har også brug for at lære, at de kan gøre en positiv forskel. Men hvis man med konsekvens mener straf, er en af mine både personlige og faglige synspunkter, at straf ikke fremmer positiv udvikling. Blandt efterskolernes elever er der en gråzone af unge, der ikke er behandlingskrævende, men har erkendte vanskeligheder, der kan udfordre skolerne. Den type unge kan komme med talrige erfaringer med sanktioner, men uden at de har haft effekt. Ved at efterskolen gentager det mønster, oplever den unge blot endnu et nederlag, der forbitrer ham. Hvis man, som skole, vil gøre en forskel for dem, er det nødvendigt at træde ud af det mønster og i stedet gøre en ”god anderledeshed.” For eksempel vil en elev, der har været vant til at skabe sin status i gruppen ved at turde overskride grænser, tage det mønster med sig på efterskole. Den elev har brug for at møde en anden tilgang, for at han kan udvikle sig og lære, at der er andre måder at få status på i gruppen.
Hvad skal den skole, der overvejer at stoppe med hjemsendelser, gøre i forhold til at sikre sig forældrenes tryghed i et samfund, hvor fællesskabet og rummeligheden er under pres?
Dybest set handler det ikke så meget om forældrenes tryghed, men om skolens tryghed, om skolens ansatte tror på, at de kan lave den skole, de gerne vil. Efterskolen er selvfølgelig en skole, der skal ruste de unge til samfundet, men langt de fleste efterskoler har jo en værdibasering. Vil skolen fremme unge til at leve i et samfund, der sanktionerer meget hårdt og søger en retfærdighed, som er gældende for alle? Eller vil man, som skole arbejde for at lære eleverne rummelighed og forståelse for forskellighed, og at fællesskabet kan sige til det menneske, der har fejlet: ”Som menneske vil vi dig stadigvæk, du er bare nødt til at lære noget nyt nu.”
Jeg mener, at skoler og uddannelsesinstitutioner er steder, hvor man skal lære at blive samfundsborgere og begå sig. Og hvis eleverne skal udvikle sig til at leve i et frit og demokratisk samfund, kan man jo som skole diskutere, om man vil lære eleverne tilpasning eller selvregulering. Hvis man vil lære dem selvregulering, så bliver spørgsmålet, om man gennem en meget stærk ydre styring opbygger indre styring eller tilpasning. Og hvis man opbygger tilpasning, så er spørgsmålet også, hvad der så sker, hvis man fjerner styringen? I et samfund som vores, hvor så mange muligheder og valg hele tiden stiller sig for, tror jeg, der stilles store krav til den indre stillingtagen og den indre regulering.
Hvordan ser du på de tænkepauser, som mange efterskoler bruger i stedet for endegyldige hjemsendelser ved regelbrud?
Hvorfor skal tænkepausen foregå hjemme hos forældrene? Sat på spidsen etablerer man lidt den samme situation, som man kan gøre i en klasse i en folkeskole, hvor en elev viser, at han ikke har færdigheder til at være social i klassen eller være i undervisningen. Så kan læreren lave den der med at sende ham uden for døren og ofte bliver det jo fulgt af en sætning, som set fra min stol, er udviklingsmæssig tåbelig: ”Nu kan du gå uden for, og så kan du så komme ind, når du har lært det.” Det vil sige, at hvis man ikke kan være social, og hvis man ikke kan være i fællesskabet, så skal man gå ud og være alene og derude skal man lære de færdigheder, der skal til for, at man kan være sammen med de andre.
Når skolen sender en elev hjem, vil den unge i bedste fald snakke med sine forældre. Men mange gange bliver både den unge og forældrene vældig berørte og bestyrtede over det her, og det er ikke sikkert, at alle forældre er lige gode til at tackle deres følelser og hjælpe den unge konstruktivt. Og det er slet ikke alle forældre, der har redskaberne til og indsigten i, hvordan man snakker med en ung om sådan nogle ting.
Hvad er alternativet til tænkepauser og hjemsendelser?
Det tænkearbejde og det udviklingsarbejde, den unge skal lave i forhold til skolen, kan vel lige så godt ske på skolen, hvor den unge har mulighed for at være i daglig og intens dialog med en lærer om, hvad der er sket, og hvad eleven skal gøre bedre. De fagpersoner, der er på efterskolerne, er dygtige og har et højt engagement i deres skole. Og den unge vil have meget større mulighed for at reflektere over regelbruddet sammen med en sådan lærer, der kender skolen og kan hjælpe den unge med at se, hvad han kan gøre i stedet for, og hvad skolen gerne have, han gør i stedet for. Det er vigtigt med tydelige aftaler, hvor læreren sikrer sig, at eleven forstår de forventninger, skolen har til ændret adfærd Og det er afgørende, at elevens forældre inddrages i arbejdet.
Samtidig kan skolen snakke med de andre elever om, at den pågældende elev er i den situation, at han skal lave et ekstra stykke arbejde for at finde ud af, hvordan han vil indgå i skolen frem over. Det har han som et særligt fag og en særlig opgave i den her uge. Så kan de andre elever se, at der sker noget. Dog skal formidlingen til skolens andre elever håndteres med stor etisk bevidsthed i forhold til den enkelte unges integritet, og jeg vil anbefale, at det sker i et samarbejde med den unge og hans forældre.
Hvad forhindrer mange efterskoler i at stoppe med at hjemsende elever, der bryder reglerne?
Når antallet af hjemsendelser er så stort på efterskoler, mener jeg, det skyldes, at muligheden er der. Eksklusionsmuligheden er en barriere for at finde andre veje til at få de unge til at fungere i det fællesskab, som skolen ønsker for dens elever.
Samtidig er ansatte og bestyrelsesmedlemmer på efterskolerne selvfølgelig bekymrede og usikre overfor at beslutte, at de ikke længere vil smide elever hjem, for hvad sker der så? Hvis vi ikke smider eleven hjem, der har brudt skolens regler, gør alle de andre elever det så også? Og det gør de jo ikke. Men alle mennesker oplever usikkerhed, når de skal ændre en mangeårig praksis eller måde at tænke på.