Dato: 11. juni, 2010
Forfatter: Lisbeth Schmidt Mikkelsen , Journalist
Frijsenborg Efterskole har fået Undervisningsministeriets tilladelse til at lade faget "Medborgerskab" erstatte afgangsprøver i samfundsfag, kristendom eller historie. Skolen har succes med faget, hvor eleverne via temaer, projekter og husmøder får lyst og evne til at forstå og drøfte samfundsforhold Når eleverne på Frijsenborg Efterskole inden længe skubber stolen ind under det grønne bord, adskiller én prøve sig markant fra de andre. Prøven i Medborgerskab er en paraply for afgangsfagene samfundsfag, kristendom og historie og gennemføres som et forsøg. Frijsenborg Efterskole har de seneste fire år sammentænkt de tre i fag i det tværfaglige fag Medborgerskab og har i år sammen med Femmøller Efterskole og folkeskolen Søndervangskolen fået Undervisningsministeriets tilladelse til at føre elever op til afgangsprøve i faget.

Udvikler evne til kritisk stillingtagen
»Det er mere vigtigt end nogen sinde, at vi ruster de unge til at kunne rumme hinanden og løse konflikter,« mener Jens Petersen, der er forstander på Frijsenborg Efterskole.
»Med undervisning i medborgerskab kan vi være med til at udvikle de unge lyst og evne til at forstå deres liv og tage kritisk stilling i et samfundsmæssigt, historisk og værdimæssigt perspektiv. Det giver dem redskaberne til at forstå og drøfte de forhold, der ligger bag konflikter,« uddyber han.
Sydafrika efter apartheid, imperialismen i Congo og den kolde krig er blandt de emner, som eleverne på 9. årgang har fået til opgave at belyse med afsæt i faget historie og perspektivere ved hjælp af samfundsfag og kristendom.
Men inden da har eleverne haft fagdage eller temaforløb om emnerne, læst bøger samt diskuteret indgangsvinkler og dilemmaer med klassekammerater og lærere. Så eleverne føler sig godt klædt på til prøven.
16-årige Asbjørn S. Pedersen glæder sig ligefrem til eksaminationen
»Fordelen ved at gå til prøve på den her måde er, at vi selv vælger, hvad vi gerne vil vide mere om inden for det emne, vi trækker. Og jeg glæder mig til at diskutere imperialismen i Congo med Jens og vise, at jeg ved lige så meget eller mere om emnet, som han gør,« fortæller han.

Prøven lægger op til videndeling
17-åige Louise Jensen, der trak emnet "Sydafrika efter apartheid", har haft meget glæde af kunne drøfte vinkler og dilemmaer omkring Sydafrika med de fire andre elever med samme emne.
»Jeg gik og tænkte meget over, hvordan mennesker i Sydafrika har kunne tilgive hinanden efter apartheid. Men så snakkede jeg med en af de andre om det, og han havde nogle perspektiver, jeg slet ikke havde tænkt på,« fortæller hun.
Muligheden for at for drøfte dilemmaer, stille kritiske spørgsmål og dele viden er en af de helt store fordele ved prøven i Medborgerskab, vurderer forstander, Jens Petersen.
»Hvor læseferien normalt ville være at sende eleverne hjem med nogle bøger, bliver prøven i medborgerskab i langt højere grad en proces, hvor eleverne udvikler deres faglighed i dialogen. Den vidensdeling, der sker, når Louises og tre andre elever drøfter Sydafrika, højner det faglige niveau markant,« siger han.
Frijsenborg Efterskole sammenkører fagene historie, samfundsfag og kristendom i en medborgerskabsundervisning bestående af særlige fagdage, projekter og husmøder, og Jens Petersen ser frem til at realisere en prøveform, der afspejler undervisningen i faget.
»Det er jo vanvittigt at have en undervisning i løbet af året, der bygger på elevernes vidensdeling og så lade dem gå op til en traditionel eksamen,« mener han.

Danmarksindsamling en del af faget
Medborgerskabsundervisningen på Frijsenborg Efterskole er i løbet af skoleåret sat sammen af mange forskellige elementer. På særlige fagdage har skolens elever været på besøg på skoler med et flertal af elever fra etniske minoriteter og modtaget besøg af unge fra Uganda i forbindelse med et tema om det afrikanske land. Også projekter som Danmarksindsamlingen, klimadage og sundhedsdage har engageret eleverne i løbet af året.

Medborgerskab i praksis på husmøder
Endnu et væsentlig element i faget er de praktiske erfaringer i medborgerskab, som eleverne får i skolens demokratiske forum "Husmødet". Her sætter skiftende råd af elever dagsordenen og styrer møderne. Skolens elever er medbestemmende omkring en lang række spørgsmål, der dels drøftes i Husmødets store forum, dels sendes i udvalg i de minde kontaktgrupper.
Et sådant Husmøde er på skemaet, da Efter-skolen besøger Frijsenborg Efterskole. Et husråd af 5 elever har taget plads bag borde med front mod deres kammerater og lærere i en fyldt foredragssal. Louise Klug på 16 år rejser sig og tager ordet.
»Velkommen til Husmøde. Vi har et program, hvor vi først skal diskutere, hvad det har betydet af have Medborgerskab. For eksempel har jeg det sådan, at jeg har fået meget viden om verden. Hvad har Medborgerskab betydet for jer?«
Med næsten foredragsagtig rutine kaster hun bolden op. Og kammeraterne griber den med kommenterer som »Inden jeg kom herud interesserede historie og religion mig ikke, men nu er Medborgerskab mit yndlingsfag«, »Når jeg er hjemme, er jeg blevet meget mere interesseret i at se tv-avisen« og »Jeg tror, det er nemmere at gå op i Medborgerskab end et enkelt fag, da der er flere muligheder for perspektivering.« Elevernes begejstring for faget er umiskendelig.

Udvikling af undervisning en pligt
Jens Petersen er også begejstret for medborgerskabsundervisningen, som han mener er en uendelig kilde til undren, begejstring og lærelyst hos eleverne. Og han er begejstret for fagets muligheder for at anvende mange forskellige undervisningsformer og højne fagligheden.
Forstanderen på den østjyske efterskole mener nemlig, at efterskoleformen har en særlig forpligtelse til at udvikle undervisning af høj kvalitet.
»På efterskolerne har vi et rum, hvor eleverne er glade og trives socialt. Faktisk tror jeg, vi er den uddannelsesinstitution i Danmark, der har de bedste forudsætninger for at udvikle vores undervisning. Og så er vi da nogle idioter, hvis vi ikke bruger de gode vilkår til at optimere læringsforholdene for vores elever.«
UpTravelAlfaTravelAlineafredericiaadvokaterneKilroy GrouptravelTeam BennsUnitas Rejser