Dato: 30. august, 2009
Forfatter: Torben Elsig-Pedersen , Redaktør
Unge bruger ferien til at finde ud af, om efterskolelivet er noget for dem
Med mejerikoncernen Arla som medspiller blev den første ”Teenlifestyle Summer Camp” afviklet over en uge i sommerferien med deltagelse af 30 unge 7.-8. klasses elever på Agerskov Ungdomsskole i Sønderjylland. Konceptet var et eksperiment, som fem efterskoler oprindeligt var involveret i, men et alt for lavt antal tilmeldinger betød, at lejren kun blev gennemført et enkelt sted.
Til gengæld gav det erfaringer og helt nye erkendelser hos arrangørerne, som efter al sandsynlighed vil udbyde den aktive ferieuge med sundhed i højsædet igen næste år.
»Normalt rekrutterer vi vores elever fra ”nærområdet”, men på Summer Campen var der overtal af unge fra Sjælland, København, Århus og Ålborg. Måske har markedsføringen været bedre i disse områder, måske er disse unge og deres forældre mere opsatte på at sende børnene længere væk for at få en aktiv uge i ferien. Det er i hvert fald interessant, at vi fik kontakt med forældre og elever i geografiske områder, hvor der ikke er den samme tradition for at tage på efterskole,« siger efterskolelærer Michael Thorø fra Agerskov Ungdomsskole.
Sammen med et par idrætsinstruktører stod han for afviklingen af ugen, og det er hans klare fornemmelse, at flere elever brugte ugen til at smage på efterskolelivet.
»Det fremgik tydeligt af de samtaler, vi havde med eleverne og med nogle af forældrene, at de så sommerlejren som en god anledning til at snuse lidt til, hvad efterskole er for noget. Kommer man fra en familie og et miljø uden erfaring med skoleformen, kan det være et meget fremmedartet miljø. Flere gav også udtryk for, at de har det trygt og godt med at bo derhjemme og gå til idræt i den lokale klub. Det er vel ganske forståeligt, at elever i 7.-8. klasse har det sådan, og derfor kan en uges lejr være med til at give de unge en form for afklaring på, om de skal søge ind på en efterskole.«

Fik en ny ven
14-årige Mille Larsen fra Rødvig på Stevns har besluttet sig for at tage på efterskole i 10. klasse. Hendes mor havde set omtale af sommerlejren og mente at det var en god anledning til at snuse lidt til , hvad der venter.
»For uden at komme lidt væk i ferien, så var det rigtig fedt. Mange søde mennesker og vi havde mange gode oplevelser,« fortæller Mille Larsen, som et par uger efter kan fortælle, at hun venter besøg af en ven hun fik under sommerlejren. »Jeg glæder mig endnu mere til at komme på efterskole nu, for jeg har en anden fornemmelse af , hvad der venter.«

Aktiv uge
Ugen var bygget op efter et koncept udarbejdet i samarbejde mellem de fem efterskoler og Arla. Hver dag var der forskellige idrætsgrene, men også mere teoretiske emner på skemaet. Blandt andet blev eleverne præsenteret for oplæg om fysisk træning, sundhed og ernæring ligesom alle elever i løbet af ugen kom nogle timer i køkkenet for at bage brød og tilberede mad.
»Samarbejdet med Arla indebærer helt klart, at der skal være en særlig sundhedsprofil på ugen, for mejerikoncernen ser samarbejdet som en særlig måde at få kontakt til ungdomsgruppen på,« siger Michael Thorø.
Hver dag bød også på morgenaktiviteter, sådan som eleverne vil møde på de fleste efterskoler. En dag var der fællessang, en dag foredrag og en anden morgenløb.
For Mille Larsen var natløbet en spændende overraskelse.
»Vi blev vækket med råb midt om natten og sendt ud på en hård tur. Det gav en god stemning bagefter,« fortæller Mille Larsen, der ikke forventer, at et rigtigt efterskoleophold er lige så hårdt, som det intense program, hun oplevede på en uge i sommerferien.

God markedsføring
»Vi forsøgte ikke blot at præsentere Agerskov Ungdomsskole, men at introducere skoleformen som helhed, for vi er ganske klar over, at vi som skole ikke nødvendigvis skal rekruttere blandt alle de 30 elever. Alene de geografiske afstande betyder, at nogle elever kigger andre steder hen. Kan vi i de kommende år udvikle konceptet, mener jeg derfor også, at det kan blive til gavn for skoleformen som sådan,« siger Michael Thorø, der ikke er skræmt af det forholdsvis lave deltagerantal.
»Det tager tid at køre nye koncepter ind. Arla er f.eks. også involveret i fodboldskolerne, og det var heller ikke nogen ubetinget succes de første år. Men efterhånden som kendskabet udbredes er der sandsynlighed for at også Teenlifestyle Summer Camps vil blive besøgte.«
Inspirationen til lejren med et meget varieret indhold kommer fra USA, hvor det er meget moderne at sende børn med 6 ugers sommerferie på en uges lejr, mens mor og far passer deres job. Eleverne på de danske sommerlejre betalte hver 1800 kroner for opholdet. 


EF DanmarkGrupperejsebureauetUnitas RejserTeam BennsKilroy GrouptravelUpTravelAlfaTravelfredericiaadvokaterne