Med livet i højskolen
Frederik Christensen blev født ind i et grundtvigsk univers, og der er han blevet lige siden. Nu efter 40 års aktivt virke, som lærer, men mest som foreningsformand, forstander og på andre ledende poster i miljøet, har han skrevet sin beretning. Og det er godt.”Med livet i højskolen” kalder han den, og den finurlighed kan man så spekulere lidt over, mens man kikker på omslagstegningen, som viser en svømmer med klovnenæse, mod strømmen vistnok, men i hvert fald i bølger - og i solskin. Det er det rigtige ærinde, man er ude i som grundtvigsk oplysningsmand, men selvfed er man altså ikke!
For yngre læsere er her en fortrinlig – kortfattet – oversigt over mange af de væsentlige spørgsmål og udfordringer i det folkeoplysende arbejde de seneste 40 år. Så er man ny i denne skoleform – og det gælder også efterskolen – så er her en fortrinlig introduktion. Personlig, men fair nok. I øvrigt er det ikke meget, der skrives i disse år om livet på skolerne. En ting er at forstanderne holder kortere, men det er vel ikke også fordi, de ikke har så meget at skrive om? Men her er meget med på de kun ca. 150 sider, også om Tvind, Oure og de andre markante aktører under forfatterens tid som formand for højskolerne.
Det var en stor tid for de frie skoler i den 2. halvdel af det 20. århundrede. Sådan vil vi i hvert fald gerne huske det. Men let var det ingenlunde og kravene var store. Da forfatteren mødte op som forstander i Vrå med kone og små børn var det til en fattig og nedslidt skole. Efteråret begyndte med 8 elever (og en præparend klasse) og det meste af forplejningen var af egen avl. Det var så en ganske anderledes velfungerende skole parret forlod i 1984 for at drage til Kungälv og lede Nordens folkelige akademi.
Og der er endnu Kerteminde husflidshøjskole, Etisk råd, nævnet for EU-oplysning og de frie ungdomsuddannelser tilbage som nye opgaver.
Alle der har været i kontakt med forfatteren ved, at han er et venligt menneske, og han deler generøst lovord ud over så mange, der har gjort en god og fortjenstfuld indsats idet folkeoplysende arbejde. Det gælder nære medarbejdere og ikke mindst den visionære Ole Vig, hvis betydning på dette område bedst forstås, når man sammenligner ham med efterfølgerne. Ak.
For der er nogen, der får alt andet end ros – og det er med navns nævnelse, Bertel, Ulla m.fl. . Men i hvert tilfælde bliver det dokumenteret, hvorfor det er svært at få respekt for ændringer, der blot synes at blive gennemført, fordi ting skal gøres anderledes – uanset omkostningerne.
Kan man holde galden flydende, så kan det nedarvede være af stor rigdom, skriver forfatteren. Det formår han faktisk, altså det med galden, men det er også megen glæde i denne seje svømmer og hans meget personlige beretning.